En 15-årig er varetægtsfængslet i en sag om planlægning af et skoleskyderi i Kolding.
Planlagde skoleskydning mod privatskole: Sydøstjyllands Politi har anholdt tre personer i forbindelse med planlægning af et skoleskyderi ved Sct. Michaels Skole i Kolding. En 15-årig er varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen om planerne mod skolen og to konkrete personer blev modtaget fredag den 1. august. Allerede samme dag blev de tre mindreårige anholdt. De to andre, som er under den kriminelle lavalder, blev løsladt efter afhøring. De sociale myndigheder er blevet underrettet.
Politiet tager sagen meget alvorligt
Vicepolitiinspektør Torben Simonsen understreger, at politiet tager sagen meget alvorligt. Politiet har været i dialog med involverede parter, herunder skole, forældre og myndigheder:
-Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på en aktuel og konkret fare mod skolen eller personer, siger han.
Efterforskningen er i en tidlig fase. Og på grund af grundlovsforhøret, der blev holdt for dobbeltlukkede døre, kan politiet ikke give yderligere oplysninger.
Der er i øvrigt nedlagt navneforbud i sagen.


