Skip to main content

Kolding Netavis

Tobias trækker valgkampsstikket for en stund

Elo Christoffersen
Tobias Jørgensen (V) trækker stikket i weekenden for at være sammen med sine børn. Privatfoto.

Tobias Jørgensen vil denne weekend prioritere tid med børnene.

Tobias trækker valgkampsstikket for en stund: Folketingsvalgkampen bliver lidt anderledes for Venstre-kandidaten Tobias Jørgensen. I en hektisk valgkamp fyldt med flyers og bolsjer vælger han nemlig at trække stikket i weekenden for at bruge tid sammen med sine børn, som han ikke ser så meget til i hverdagen.

-Mine børn betyder ufatteligt meget for mig. Det er blandt andet deres fremtid, jeg kæmper for. Jeg har desværre ikke så meget tid med dem, som jeg kunne ønske, så det er vigtigt for mig at prioritere dem, når jeg har dem, fortæller Tobias Jørgensen i en pressemeddelelse.

Tobias Jørgensen kæmper under parolen “Uddannelser skal vælges med hånden, ånden og hjertet” og ønsker at sætte fokus på at undgå forkerte uddannelsesvalg for at skabe gladere børn og unge og flere kloge hænder.

Men netop i weekenden er det hans egne børn, der står i centrum. Efter en separation i løbet af 2025 har han netop måttet justere på valgkampsplanerne, så han kan tilbringe mere tid med børnene – noget han ikke har mulighed for så ofte som tidligere.

Derfor vil vælgerne ikke kunne møde Tobias på gaderne i ”børnepauserne” denne gang, men det bekymrer ham ikke i forhold til valgresultatet:

-Koster det mig mit mandat, er jeg villig til at ofre det. Tiden med mine børn får jeg ikke igen. Men jeg tror på, at vælgerne har forståelse for, at der er andet i livet end valgkamp. Vi har heldigvis mange muligheder for at være synlige alligevel.

Tobias Jørgensen har forberedt sig grundigt og har blandt andet optaget en række videoer, der ligger klar til brug på de sociale medier, som spiller en vigtig rolle i den moderne valgkamp. Derudover har han samlet et frivillighold, der hjælper med at sætte bannere op i det syd- og sønderjyske område, mens Tobias prioriterer tiden med sine børn.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: