Hvordan håndterer man som forælder at miste sit barn langsomt? Det spørgsmål blev startskuddet til debutbogen “Når kærligheden stjæler” fra Sandra Bjerre Bojsen fra Vamdrup.
VAMDRUP: Lokal forfatter sætter fokus på usunde relationer, frygten for at miste et menneske man elsker – og modet til at give slip uden at give op.
Det er temaet i den nye bog “Når kærligheden stjæler”, som er debutbog fra Sandra Bjerre Bojsen fra Vamdrup.
Stod magtesløs på sidelinjen
Bogen er en personlig og ærlig fortælling om den svære periode, hvor Sandra oplevede, at hendes søn gradvist gled længere væk fra familien, efter han kom ind i et forhold, som hun oplevede som usundt og præget af kontrollerende og manipulerende dynamikker.
Det begyndte med små forandringer. Relationer ændrede sig, gamle bånd blev svagere, og kontakten til familien blev mere og mere begrænset.
“Det er den største smerte, jeg nogensinde har oplevet. Som forælder vil man gøre alt for at beskytte sit barn, men nogle gange må man erkende, at kærlighed alene ikke er nok. Den erkendelse blev udgangspunktet for bogen”, fortæller Sandra Bjerre Bojsen i en pressemeddelelse.
Om at give slip uden at give op
I “Når kærligheden stjæler” beskriver hun frygten, skyldfølelsen og sorgen, der opstår, når et menneske man elsker højt, befinder sig i en situation, han eller hun ikke selv kan se klart.
Samtidig er bogen også en fortælling om at sætte grænser, finde sin egen styrke og lære det måske sværeste af alt: At give slip uden at give op.
Selvom fortællingen tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser, er budskabet universelt.
Mange mennesker har prøvet at stå på sidelinjen og se et barn, en partner, et familiemedlem eller en ven træffe valg, som gør ondt at overvære. Jeg håber, at bogen kan give læserne følelsen af, at de ikke står alene med den afmagt.
Køb “Når kærligheden stjæler” her…

