Kolding Netavis

Studiebyen Kolding er en lille storby med en landsbys hjerte

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Uddannelsesinstitutionerne i Campus Kolding og Kolding Kommune har styrket samarbejdet.

Det er blandt andet sket ved at skabe en fælles grundfortælling om, hvad vil det egentlig sige at være studerende i Kolding. Den lille storby med landsbyens hjerte foldes ud i en kampagne, der lanceres torsdag.

-Kolding er en lille storby med en landsbys hjerte. Stor nok til at give dig muligheder, lille nok til at du aldrig forsvinder i mængden. Kom og sæt dit aftryk.

Sådan lyder den grundfortælling, uddannelsesinstitutionerne SDU, IBA, UC SYD, Designskolen Kolding og Kolding Kommune er kommet frem til i et tæt samarbejde.

Kolding er en stor og væsentlig uddannelsesby i det syd- og sønderjyske med ca. 4.000 årlige studerende på de videregående uddannelser. Men selv om byen har mange studerende, har Kolding også et uforløst potentiale.

-Mange unge rejser andre steder hen for at studere. Vi har været nysgerrige på hvorfor. Derfor har vi spurgt de studerende, hvad det egentlig vil sige at være studerende i Kolding. Og vi har fundet ud af, at vi har en unik vare på hylden. Vores studiemiljø tiltaler de unge, der søger nærhed og kreativitet. Fremadrettet skal vi finde ud af, hvordan vi yderligere kan styrke samarbejdet mellem uddannelserne og gøre det endnu bedre at være studerende i Kolding, pointerer kommunaldirektør Thomas Boe, der er formand for Kolding Rektorforum.

Kolding frem for København

At Kolding har nærhed og kreativitet bekræfter studerende Mie Vesterskov, der læser entreprenørskab og design på IBA. Hun flyttede til Kolding fra Korsør for at læse sidste år i august. Hun valgte netop Kolding frem for København på grund af nærhed og muligheden for at læse en kreativ uddannelse.

-Kolding minder mere om Korsør end København, og jeg var nysgerrig på, hvad byen kunne. Jeg kender godt København, og det var ikke det, jeg søgte. Og jeg synes, det er superfedt, at uddannelserne i Kolding går sammen og gør noget for at bringe os studerende tættere på hinanden og tage alle med ind i fællesskabet. Jeg har selv fået en idé, som kan bidrage til fællesskabet. Jeg inviterer andre unge til at være med til at lave Slicetown Podcast, hvor vi kan inspirere hinanden om temaer, der interesserer os, fortæller Mie Vesterskov.

Kampagnestart 31. marts

I forbindelse med udarbejdelsen af grundfortællingen om studiebyen tages der hul på en transformation fra Studieby Kolding til navnet Campus Kolding. Der er blevet skabt en visuel identitet, som passer til fortællingen.

Den lanceres i en kampagne dels fysisk i Campus Kolding, dels på sociale medier. Kampagnen starter torsdag 31. marts. Via kampagnen foldes fortællingen om den lille storby med landsbyens hjerte ud.

Formålet med kampagnen er at øge synligheden af Campus Kolding lokalt, regionalt og nationalt. Og så skal den forankre fortællingen om Campus Kolding i offentligheden og understøtte andres samtaler og fortællinger om Campus Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel