Kolding Netavis

Skoleelever i Kolding kan eksperimentere med naturvidenskab i nyt højteknologisk laboratorium

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Det bliver gratis for skoleklasser at anvende både det nye LIFE Lab Syddanmark og de mobile laboratorier. Pressefoto.

Skoleelever i Kolding kan eksperimentere med naturvidenskab i nyt højteknologisk laboratorium
LIFE Fonden etablerer regionale laboratoriefaciliteter, hvor skoleklasser gratis kan arbejde eksperimenterende med naturvidenskab og teknologi. Det første etableres i Odense og kan besøges af skoler fra hele Syddanmark. Skoler kan også få besøg af det mobile laboratorium LIFE Mobil Lab.

LIFE Fonden er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, som via undervisningsinitiativet LIFE stiller naturfaglige undervisningsforløb og højteknologiske laboratoriefaciliteter til rådighed for skoler.

I undervisningsforløbene – LIFE Forløb – arbejder elever eksperimentelt med at udvikle løsninger på aktuelle og virkelighedsnære problemstillinger, der understøtter FN’s verdensmål. Fx at stoppe sult.

Det første regionale undervisningslaboratorium får navnet LIFE Lab Syddanmark og etableres i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Her skal de nye, innovative laboratoriefaciliteter også bidrage til at styrke naturfagsundervisningen på lærer- og pædagoguddannelsen.

-Med LIFE Fondens nye undervisningslaboratorium på vores campus får vi helt nye muligheder for, at vi sammen kan skabe et stærkt naturfagligt miljø og udvikle naturfagsundervisning og -didaktik til glæde for både pædagog- og lærerstuderende og undervisere på UCL. Samtidig ser vi frem til at få besøg af de mange skoleelever, som kommer for at arbejde i laboratorierne, siger Charlotte Høy Worm, direktør på UCL.

Det bliver gratis for skoleklasser at anvende både det nye LIFE Lab Syddanmark og de mobile laboratorier, da alle undervisningsforløb og -faciliteter fra LIFE stilles til rådighed som bevillinger fra LIFE Fonden. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Innovative laboratorier i æstetisk smukke rammer

LIFE Lab Syddanmark er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og etableres på UCL på Niels Bohrs Allé i Odense. Det bliver ca. 300 kvm stort og vil bestå af både kontor og undervisningslaboratorier.

-I LIFE Forløb arbejder eleverne med de samme metoder og teknologisk udstyr som forskere i virksomheder. Med de nye LIFE Labs får elever mulighed for at arbejde i højteknologiske laboratoriefaciliteter, som ikke normalt er til rådighed på skoler, fortæller Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.

LIFE Fonden forventer at åbne LIFE Lab Syddanmark for skoleklasser i løbet af 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel