Kolding Netavis

Rektor til det første hold: -I er pionererne

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
-3D-print er en vigtig brik i den bæredygtige udvikling, hvor man sparer den lange transport og i stedet producerer varerne dér, hvor de skal bruges, fortalte rektor Niels Egelund blandt andet. Foto: IBA Kolding.

Så fik Kolding – og hele Danmark – sin uddannelse i Industriel 3D-print. Det er landets første, videregående uddannelse med fuldt fokus på 3D-print.

Der kom øl på bordet, da de allerførste studerende på Industriel 3D-print mødte op hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Men selv om der var meget at fejre på denne historiske studiedag, så var øllene ikke til at drikke.

I stedet var flaskerne en vigtig ingrediens i den første, praktiske opgave, som det nye hold blev stillet overfor. Parvis skulle de studerende nemlig designe og fremstille en unik oplukker – naturligvis ved hjælp af det moderne 3D-udstyr, de har til deres rådighed på IBA.

industriel 3d print 4 web
Underviser Martin Møhl forklarer, hvordan hånd-scanneren fungerer. Den kan bruges til at skabe en komplet 3D-model af ølflasken, og ud fra den model skal Emil Lyck og Janni Pohl så designe og fremstille en oplukker ved hjælp af en 3D-printer. Foto: IBA Kolding.

Opgaven kridter ambitionen op fra begyndelsen: At studiet er en tæt kombination af teori og praksis.
For det er målet, at undervisningen kan tages direkte herfra og ud i den virkelighed, de studerende arbejder i. Typisk tilbringer de studerende ugens to første dage med undervisning på IBA, og så arbejder de i en virksomhed resten af ugen.

-I er pionererne på det her område. Det gælder både for os som uddannelsesinstitution, og det gælder for de virksomheder og myndigheder, der følger med i, hvad der kommer til at ske her på jeres nye uddannelse.

Sådan lød det fra IBA’s rektor, Niels Egelund, som var med, da holdet i Industriel 3D-print tog fat på den første uddannelse af sin art i Danmark. Han forklarede, at uddannelsen har været et stykke tid undervejs og har krævet energi at få lagt tilrette:

-Uddannelsen er en satsning, som vores bestyrelse bakker fuldstændigt op om. Vi har været ret stålsatte på at få det til at lykkedes, og at det bliver rigtig godt. Så det kommer til at give genlyd, at nu findes der også en uddannelse inden for Industriel 3D-print.

Uddannelsen i Industriel 3D-print er professionsbachelor, som tager halvandet år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel