Kolding Netavis

Premiere: Mord, sommer og sol ved Vesterhavet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto Henrik Ohsten TV 2 1
Hvide Sande er titlen på en serie på TV 2. Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2.

Vestkysten er en romantisk og dramatisk del af Danmark, som indeholder alt det, vi leder efter, når vi skal fortælle historier, siger forfatterne bag ‘Hvide Sande’.

Et brutalt mord på en ung, tysk surfer har rystet lokalsamfundet i det skønne turistparadis Hvide Sande, og et år senere står opklaringen stadig i stampe. Det er anslaget i den nye krimiserie af A.J. Kazinski, der får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 mandag 3. maj, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Den danske undercover-ekspert Helene (Marie Bach Hansen) og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas (Carsten Bjørnlund) bliver derfor tilkaldt, men da ingen i byen har tillid til politiet, skal de to udadtil leve som et par, der har søgt væk fra storbyen og mod det stille liv og blive en del af lokalmiljøet.

Det har sine udfordringer, ligesom Helene og Thomas hurtigt opdager, at det er svært at være troværdige i rollerne som mand og kone. Specielt når man som de har vænnet sig til at leve alene. Men efterhånden som de kommer tættere på den lille bys skæbner, skjulte forbindelser og gamle sår, nærmer de sig også hinanden og mærker deres egne følelser blive vækket.

Udover Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund medvirker en række andre store danske navne som blandt andre Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix og Bjarne Henriksen.

En romantisk og dramatisk del af Danmark

‘Hvide Sande’ er skabt af A.J. Kazinski, som dækker over krimiforfatterparret Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund, der har haft stor succes med deres krimiromaner både nationalt og internationalt.

De har arbejdet tæt sammen i mange år og udgivet tolv romaner under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg.

Denne gang har samarbejdet være lidt anderledes, da historien er udviklet i fællesskab, men det er Anders Rønnow Klarlund, som har ført pennen.

Hvad gør området omkring Hvide Sande til noget særligt?

-Området omkring Hvide Sande – Vestkysten i det hele taget – rummer en masse historier, der venter på at blive fortalt. Det er så vildt og storslået ude på Vestkysten, naturen fylder så meget. Området rummer både dramatik og voldsomme skæbner. Det er en romantisk og dramatisk del af Danmark, som indeholder alt det, vi leder efter, når vi skal fortælle historier, siger forfatterduoen.

Hvad er det sjoveste, I har oplevet under tilblivelsen af Hvide Sande?

-Det sjoveste har været at møde områdets beboere. Både tilflytterne og folk, der har boet der i generationer. Det har været sjovt og tankevækkende at opleve det sammenhold, der findes derude. Den varme og oprigtige nysgerrighed, vi er blevet mødt med overalt. Der er så meget fortælling i Hvide Sande, så meget levet liv og så megen stolthed. Når vi satte os ned og drak en øl med en af fiskerne, gik der lynhurtigt tre-fire timer, fordi der var så meget at fortælle, så mange oplevelser, der skulle ud.

En varm krimiserie

‘Hvide Sande’ er en varm og humoristisk krimiserie, der handler om kærlighedens lyse og mørke sider og relationer mellem mennesker.

-Krimigenren dækker jo over meget mere end et mord og en opklaring. Det handler også om mennesker, og med ‘Hvide Sande’ får vi både en uopklaret sag, en dramatisk setting og menneskelige relationer på godt og ondt. Serien byder på en smag af sol, sommer og forelskelse, men også på hemmeligheder og de mere mørke sider af livet, siger Pernille Bech Christensen, TV 2s executive producer på ‘Hvide Sande’.

Serien er på otte afsnit, og Tilde Harkamp er konceptuerende instruktør. ‘Hvide Sande’ er produceret af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film og TV Fond. Serien er solgt til flere lande, blandt andet Norge, Sverige og Finland, og Newen Connect er international distributør.

Serien får premiere den 3. maj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *