Efter flere borgeranmeldelser gennemførte politiet en færdselsindsats i Kolding, der førte til flere bøder.
Politikontrol i Kolding førte til flere bøder: Natten til lørdag gennemførte Sydøstjyllands Politi en målrettet færdselsindsats i Kolding midtby efter at have modtaget flere anmeldelser fra borgere om gaderæs og ulovlig kørsel flere steder i byen – særligt om aftenen og natten i weekenderne.
Under indsatsen blev en række bilister standset og sigtet for forskellige færdselsforseelser. Blandt bøderne udstedt var:
- Én bilist fik en bøde for manglende nummerplade foran på køretøjet
- Fem bilister blev bødet for unødig brug af tågelygter uden nedsat sigtbarhed
- Syv fik bøder og klip i kørekortet for hastighedsovertrædelser
- Et tilfælde af vanvidskørsel, hvor hastigheden blev overskredet med 102 %, medførte krav om beslaglæggelse af køretøjet. Føreren blev yderligere sigtet for spiritus- og narkokørsel
- Én bilist fik bøde for at tale i mobiltelefon under kørsel
- Én fik bøde for ikke at medbringe kørekort
- Én fik bøde for unødig brug af horn og lygter
- To parkeringsafgifter blev også udstedt
-Vi sætter stor pris på, at borgerne henvender sig med oplysninger om mistænkelig og ulovlig kørsel. Vi har derfor undersøgt anmeldelserne og gennemførte denne indsats for at afdække omfanget, fortæller fungerende politikommissær Claus Andersen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
-Antallet af sigtelser tyder på, at vi med stor sandsynlighed vil lave lignende indsatser fremover for at stoppe den ulovlige kørsel. Vores mål er at sikre trafiksikkerheden og forhindre, at ulovlig kørsel skaber fare for andre trafikanter.


