Efter borgerhenvendelser var politiet tirsdag formiddag i aktion i gågaden i Kolding. På to timer blev der udstedt 15 bøder.
Når man færdes på eksempelvis cykel og elløbehjul, så er det en god idé, at overholde færdselsloven af hensyn til de, der færdes til fods i gågaden.
Således var Sydøstjyllands Politi i et par timer tirsdag formiddag i aktion i gågaden i Jernbanegade i Kolding.
Og her blev blandt andet cyklister og personer på elløbehjul tjekket. Men der var især fokus på elløbehjul. Det blev til hele 15 sigtelser i løbet af de to timer:
-Det har vist, at der var et behov for at vi var tilstede, fortæller Kenneth Skytte Nielsen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi.
Politiet har flere gange fået henvendelser fra borgere, som mente der var et behov for, at politiet kom forbi. Og det viste tirsdagens aktion da også.
Kenneth Skytte Nielsen kan ikke oplyse mere specifikt om, hvad de 15 sigtelser indebar.
-Men jeg skal ikke afvise, at vi snart kommer igen, slutter Kenneth Skytte Nielsen.


