En 77-årig mand er blevet dømt for overgreb mod mindreårig på forskellige lokaliteter i Sydøstjylland.
Overgreb mod mindreårig: En 77-årig mand fra Jelling er blevet idømt tre års fængsel samt et boligforbud for seksuelle overgreb begået mod en pige, der på tidspunktet for overgrebene var 13-14 år gammel.
Retten i Kolding afsagde i dag, onsdag, dommen. Manden er desuden pålagt forbud mod – uden politiets tilladelse – at lade børn under 18 år opholde sig i sin bolig eller selv at opholde sig i hjem, hvor der er børn under 18 år.
De seksuelle overgreb fandt sted gentagne gange i perioden fra april/maj 2007 til september 2008 over cirka halvandet år på forskellige lokaliteter i Sydøstjylland. Retten lagde vægt på, at den dømte groft udnyttede sin alder, erfaring og det tillidsforhold, han havde opbygget til pigen, til at gennemføre samleje og anden kønslig omgang med hende ugentligt. Endvidere blev han dømt for én voldtægtsag, hvor der var tale om andet seksuelt forhold end samleje.
Sagen blev anmeldt i 2023. Og efterforskningen, der blev iværksat af Sydøstjyllands Politi, førte til sigtelse, tiltale og nu dom.
-Det er en alvorlig sag, hvor en helt ung pige blev udsat for gentagne overgreb. Selvom forholdene ligger mange år tilbage, er det vigtigt, at vi kan føre sager som denne frem til dom, når der bliver indgivet anmeldelse. Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og sendt et klart signal om, at denne type overgreb betragtes med stor alvor, fortæller anklager Siv Lund Mygind fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Den dømte har 14 dage til at tage stilling til, om han vil anke dommen.


