Kolding Netavis

Ny legetøjsbutik i Kolding Storcenter

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Legetøjskæden Børnenes Kartel åbner i Kolding Storcenter den 20. marts. PR-foto.

Legetøjskæden Børnenes Kartel åbner endnu en butik – denne gang i Kolding Storcenter.

Børnenes Kartels nye butik i Kolding Storcenter vil ligge i lilla gade i et butikslokale med masser af plads til legetøj, børneinteriør og børnetøj til de mindste.

Børnenes Kartel har eksisteret siden 2014, hvor parret Heidi Ritter og Torben Krogh åbnede et lille børneunivers og showroom med kvalitetslegetøj og børneinteriør i et industrikvarter i Herning. Siden er det gået hurtigt fremad med åbning af webshop samt fire butikker i henholdsvis Herning, Silkeborg, Aalborg og Herning-Centret – og nu altså også i Kolding Storcenter.

Ønske går i opfyldelse

Børnenes Kartel har længe haft et ønske om at være bredt repræsenteret i Jylland, og med åbningen i Kolding Storcenter går dette ønske i opfyldelse, når kunder fra det sydlige Jylland nu også får mulighed for at gå på opdagelse i Børnenes Kartels legetøjsunivers.

– Selv om det nu er den femte butik, vi åbner, er vi akkurat lige så spændte og glade som da vi startede den allerførste. Hver gang vi åbner en ny butik, føler vi, at det er vores lille baby, som vi skal pusle om og se vokse op – og det er altså lige spændende hver gang, fortæller indehaver af Børnenes Kartel, Heidi Ritter, i en pressemeddelelse.

Hos Børnenes Kartel knuselsker vi legen og fantasien – og det vil vores kommende kunder i den nye butik i Kolding Storcenter kunne mærke, lige så snart de træder ind i butikken. Hvert eneste stykke legetøj har vi haft i hænderne og vurderet, om det passer ind i vores univers af leg og fantasi – og om det matcher vores høje krav om kvalitet og legeværdi, siger Heidi Ritter.

Åbningsfest i Kolding Storcenter

Åbningen af Børnenes Kartel i Kolding Storcenter vil blive fejret på behørig vis med konkurrencer, åbningstilbud og gratis goodiebags til de første 50 kunder, der tropper op til åbningen den 20. marts klokken 10. Som ved åbningerne af de forrige butikker forventer Børnenes Kartel, at folk fra morgenstunden vil stå i kø for at være de første til at opleve det nye legetøjsunivers – og for at få del i de gode tilbud og unikke goodiebags.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *