Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Det ser ud til, at der er en bekymrende udvikling i folkeskolen. Der bruges stadig mere tid på identitetspolitik og holdningspåvirkning, også omtalt som ”woke”, fremfor på det, der burde være skolens kerneopgave: at give børnene en solid faglig ballast.
Jeg møder forældre, der er frustrerede over, at deres børn lærer mere om kønsidentitet og klimaaktivisme end om grammatik, tabeller og regningsarter. Det betyder ikke, at vi ikke skal forberede børn på at indgå i en moderne verden, men det bør ske gennem viden, kritisk tænkning og klassiske faglige redskaber, ikke gennem ideologiske skabeloner.
Folkeskolen skal være et sted, hvor børn bliver dygtigere til at læse, skrive, regne og forstå den verden, de lever i. Men i dag ser vi desværre, at alt for meget undervisning bliver pakket ind i holdningsprægede projekter, der ofte tager mere afsæt i tidens politiske strømninger end i pædagogisk faglighed.
Som liberal mener jeg, at det er forældrene, der skal være de primære værdiformidlere. Skolen skal give børn kundskaberne, mens familien giver dem værdierne. Det er et afgørende skel, som vi er ved at miste overblikket over. Når skolen tager for meget af forældrenes rolle på sig, ender vi med at svække både forældrenes ansvar og skolens faglighed.
Hvis vi vil have børn, der kan klare sig i fremtidens Danmark, skal vi turde stille krav om mere faglighed og mere frihed. Vi skal styrke lærerens mulighed for at undervise i fagene, uden at skulle være politiske vejledere.
Det handler ikke om at lukke øjnene for samfundets udfordringer. Tværtimod, men børn bliver bedst rustet til at forstå verden, når de har et solidt fundament af viden, de selv kan bygge videre på. Og det fundament er truet, når skolen bruges som platform for ”woke” dagsordener.
Det er på tide, at vi giver folkeskolen tilbage til børnene, lærerne og fagligheden.
