Seest Bageri nuppede to guldmedaljer i fagkonkurrencen Danmarks Bedste Brød og Kager 2025.
Lokalt bageri vinder to gange guld: Danmarks dygtigste bagere og konditorer dystede i dag, onsdag, i Odense ved den traditionsrige konkurrence om Danmarks Bedste Brød og Kager. Det er en fagkonkurrence arrangeret af Bager- & Konditormestre i Danmark (BKD).
Årets konkurrence bød på hård kamp om fire prestigefyldte titler: Danmarks Bedste Rugbrød, Specialbrød, Kransekage og Pastry.
To guldmedaljer
Seest Bageri imponerede stort og løb med hele to guldmedaljer. Bageriet blev kåret som vinder i både kategorierne Danmarks Bedste Rugbrød og Danmarks Bedste Pastry. En flot anerkendelse af deres høje kvalitet og håndværk.
De øvrige vindere i konkurrencen var blandt andre Beansterbaker & Carls Krumme, Harlev, som vandt guld for Specialbrød, og Taffelbay fra Hellerup, der blev kåret som vinder af Kransekage-kategorien.
Konkurrencen dømtes både af fagdommere med ekspertise inden for bager- og konditorfaget og af lægdommere, som repræsenterede forbrugernes smag og præferencer.
-Danmarks bedste bagere og konditorer leverer håndværk i verdensklasse. De bruger mange timer på at udvikle og forfine klassiske opskrifter, og det kan man både se og smage. Vi glæder os til, at forbrugerne kan opleve Danmarks Bedste Brød og Kager hos deres lokale håndværksbager, fortæller Henrik Jellev Madsen, fødevarechef og projektleder for konkurrencen i BKD, i en pressemeddelelse.
Seest Bageris flotte resultater vidner om et stærkt og kreativt fagmiljø, som fortsat udvikler dansk bagværk til stor glæde for både dommere og smagsentusiaster i hele landet.




