Læserbrev af Thomas Kramer (M), Kolding / byrådskandidat.
Der er noget grundlæggende paradoksalt ved den måde, vi lige nu forsøger at forandre folkeskolen på, specielt udmeldingerne i valgkampen. På papiret står vi foran et historisk nybrud, der kommer et kvalitetsprogram med nye fagplaner, 90% færre mål, praksisfaglighed og teknologiforståelse – et paradigmeskifte, som skal redefinere, hvad læring og dannelse betyder for børn i en digital, kompleks og foranderlig verden. Det kalder på et brud med de forgangne års vanetænkning. Men i praksis risikerer vi, at både politikere og forvaltninger prøver at løse fremtidens udfordringer med datidens løsninger.
Jeg taler ikke om en ny folkeskole, men om nødvendigheder for at være på forkant med fremtiden, men lige nu handles der, som om ingenting vil ske. Nye overskrifter, nye mål, nye programmer – men alt for mange af de grundlæggende logikker er de samme: styring, dokumentation og kontrol. Det er som at forsøge at opdatere et gammelt styresystem med nye ikoner. Det ser anderledes ud, men i kernen fungerer det stadig på den gamle måde.
Med det kommende kvalitetsprogram og de nye fagplaner, der reducerer antallet af mål med 90 procent, får vi en sjælden mulighed for at tænke skolen forfra. Her skal praksisfaglighed, kreativitet og teknologiforståelse ikke længere være pynt på kanten – de skal være en integreret del af undervisningen og SFO-tiden. Det er et nødvendigt skifte, hvis folkeskolen fortsat skal være relevant for de børn, der vokser op i en verden præget af kunstig intelligens, klimaforandringer og global forbundethed.
Men spørgsmålet er, om vi som system reelt er klar til det. For hvem sørger for, at lærere og pædagoger faktisk får tid og rum til at omsætte visionerne til virkelighed? Hvor er de lokale forberedelsesrum, hvor man kan eksperimentere, udvikle og dele praksis? Hvor er modet til at sige, at det nye kræver, at vi gør op med det gamle – også selvom det er ubehageligt?
Kolding råder faktisk over et verdensklasse træningscenter til netop de kommende udfordringer – så med politisk mod, vilje og beslutning kan fremtiden sikres.
Hvis vi ikke bruger de næste to år klogt, står vi i august 2027 med flotte ord på papir, men uden en skole, der reelt har ændret sig. Vi skylder eleverne, medarbejderne og forældrene, at vi er 100 procent klar – ikke kun organisatorisk, men mentalt og fagligt. Vi skylder dem en skole, der tør være nysgerrig, risikovillig og lærende.
At skabe fremtidens skole kræver ikke flere Excel-ark eller handleplaner. Det kræver tillid. Tillid til, at lærere og pædagoger kan skabe kvalitet gennem faglig dømmekraft. Tillid til, at børn lærer bedst, når de får lov til at bruge hænder, hjerne og hjerte. Og tillid til, at vi som samfund tør slippe behovet for kontrol og i stedet dyrke samarbejde, refleksion og mod.
Hvis ikke vi tør det, bliver den nye folkeskole blot en gammel skole i nye klæder.
Vi har to år. To år til at skabe forberedelsesrummet, fællesskabet og modet. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til det. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
