Kolding Netavis

Koldings musik-mekka for børn i efterårsferien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Pressefoto.

I efterårsferien slår Nicolai for børn dørene op til en parade af fremragende jazzkoncerter, når der igen bydes på Jazz for kids.

Efterårsferien bliver slet ikke tosset for børnefamilierne i Kolding, for Nicolai for børn byder igen på jazz i mange afskygninger, når der står Jazz for kids på plakaten. I løbet af fire dage kan du opleve fire koncerter, der arrangeres som et samarbejde mellem Nicolai for børn, Jazz i Trekanten og Copenhagen Jazz Festival. Alle koncerter starter kl. 11.

Årets Jazz for kids skydes i gang tirsdag d. 17. oktober med Kongklave. Duoen består af trommeslageren Andreas Skamby og perkussionisten Dea Marie Kjeldsen, der har fundet en fælles begejstring i at dyrke et rytmisk univers med både finesse og råstyrke. Du kommer til at opleve en stor spilleglæde, når de serverer dynamiske arrangementer med inspiration fra alverdens trommetraditioner.

Onsdag d. 18. oktober er der lagt i kakkelovnen til iørefaldende bigband-musik, når Big Band Goes Small Band tager børnene og deres voksne med på en tour gennem bigband-jazzens historie. Musikken er her arrangeret for kvartet og præsenteres medrivende og tætswingende af de fire ekvilibristiske musikere. God musik blandes med sjove historier og inddragelse af børnene undervejs.

Efterårsvejret bliver for en stund glemt, når vi skal med Bremer, Ewert, Knudsen på en medrivende musikalsk rejse, der starter i Zanzibar, hvor mødet mellem varmen, naturen, mennesker og musikere bliver til en helt ny form for afro-jazz og en rejse gennem varme lande torsdag d. 19. oktober. Guiderne er guitaristen Nicklas Knudsen, bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Felix Ewert.

Jazz for kids 2023 afsluttes fredag d. 20. oktober med Tuesday Night Brass Band, der er klar til at give en udadvendt og eminent swingende koncert, hvor der lynhurtigt stables en fest på benene. Publikum – børn som voksne – involveres, musikken går lige i kroppen, og det er umuligt at sidde stille. Der skal danses, synges og klappes.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel