Skip to main content

Kolding Netavis

Pantone rykker ind på Staldgården

Elo Christoffersen
Pantone er flyttet ind i museumsbutikken på Staldgården. Foto: Museum Kolding.

Museum Kolding er den første butik i Kolding, der forhandler det ikoniske farvebrand. Produkterne er udviklet af Kolding-virksomheden Copenhagen Design.

KOLDING: Som noget helt nyt kan du nu købe Pantones ikoniske produkter i museumsbutikken på Staldgården.

SF Kolding

Museum Kolding er dermed den første butik i Kolding, der forhandler det internationalt kendte farvebrand.

Grønne nuancer matcher Staldgården

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Staldgården. De karakteristiske grønne porte og døre er en del af stedets historiske udtryk, og derfor er det de grønne nuancer, der har fået en særlig plads i butikken.

Pantone er verdenskendt for sit farvesystem, som siden 1960’erne har skabt et fælles sprog for farver på tværs af design, mode og arkitektur. I dag er brandet også kendt for livsstilsprodukter fra krus til notesbøger.

Fra Låsbybanke til hele verden

Og de produkter er udviklet lige her i Kolding. Hos Copenhagen Design på Låsbybanke har de licens til at lave produkter i de originale Pantone-farver i mere end 70 lande.

”Hos Copenhagen Design har vi et tæt samarbejde med Pantone i USA, og sammen udvikler vi farverige livsstilsprodukter. Det gør os til de eneste, der laver produkter, som matcher de originale Pantone-farver. I dag finder man vores produkter i førende museums- og designbutikker verden over. Og samtidig udvikler vi specialdesignede produkter til nogle af verdens største brands, blandt andre Emirates, Valentino, Netflix, Veuve Clicquot og Manchester United”, fortæller Kim Rasmussen, ejer af Copenhagen Design i en pressemeddelelse fra Museum Kolding.

Første butik i Kolding med Pantone

”Vi har i forvejen mange gode og anderledes gaveidéer i museumsbutikken, og nu kan vi føje Pantone til sortimentet. Det er vi rigtig glade for – og så er det lidt sjovt, at vi bliver den første butik i Kolding, hvor man kan købe Pantone”, siger Simon Pallesen, administrationschef ved Museum Kolding.

Museumsbutikken kan besøges i museets åbningstid.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.