Skip to main content

Kolding Netavis

Koldingbokser Jacob Bank møder frygtet verdensstjerne

Elo Christoffersen
Koldingbokseren Jacob Bank i aktion i Sydbank Arena tidliger i år. Fredag blev det offentliggjort at han skal bokse om WBO-titlen i Horsens. Foto: Henrik Olesen (Arkivfoto)

Det blev offentliggjort fredag: Koldingbokseren Jacob Bank skal kæmpe om WBO-titlen i supermellemvægt. 23. januar i Horsens venter karrierens største kamp mod den frygtede kasakher Janibek Alimkhanuly – det største danske boksebrag siden Kessler-Froch i 2010.

KOLDING/HORSENS: Fredag blev det offentliggjort, at Horsens lørdag den 23. januar 2027 bliver centrum for en af de største sportsbegivenheder på dansk grund i nyere tid.

Den ubesejrede danske boksestjerne og Koldingbokser Jacob Bank skal kæmpe om WBO-verdensmesterskabet i supermellemvægt mod den frygtede kasakhiske verdensstjerne Janibek Alimkhanuly.

MERE BOKSNING FRA KOLDING

Den største kamp siden Kessler-Froch

Der er lagt op til et brag, der kan gå over i historiebøgerne. Jacob Bank har kæmpet sig hele vejen til toppen af international boksning. Nu står han foran sit livs største udfordring med muligheden for at blive verdensmester foran sit eget publikum.

Over for ham står en af verdens mest frygtede og teknisk dygtige boksere, og arrangørerne kalder det selv den største boksekamp i Danmark siden Kessler mod Froch i 2010.

To verdensklasseboksere. Ét verdensmesterskab. Én dansk VM-drøm.

Meget mere end bare en VM-kamp

Ifølge Gold Star Promotions og Primetime Boxing bliver aftenen meget mere end bare selve VM-kampen. Promotorselskaberne arbejder på at skabe en spektakulær bokseaften med et stærkt undercard, hvor flere af Primetime Boxings største talenter og kommende stjerner kommer i ringen.

Der loves verdensklasseboksning og spændende opgør fra første gonggong, samt eksklusive VIP-oplevelser, underholdning og en atmosfære i absolut særklasse.

Billetsalget åbner onsdag

Interessen forventes at blive enorm for den historiske aften. Billetsalget til VM-braget den 23. januar 2027 åbner onsdag den 28. oktober klokken 14.

Her handler det om mere end boksning. Det handler om drømme, national stolthed og muligheden for at opleve en dansker blive verdensmester på hjemmebane.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.