Skip to main content

Kolding Netavis

Kolding Kommune svigter “IKKE” centerbyerne

Elo Christoffersen
Jesper Termansen (C). Privatfoto.

Læserbrev af Jesper Termansen (C), Vamdrup / byrådskandidat.

Et gammelt kneb for at få lidt omtale som politiker, er at brokke sig godt og grundigt over alt muligt og se om ikke folk hopper på “det er da også for galt” limpinden. Den taktik har Jørn Dohrmann forfattet et læserbrev over, med temaet, at Kolding Kommune svigter centerbyerne og lader fortove og asfalt forfalde, med huller og sikkerhedsrisiko til følge, specifikt i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld forstås.

Det er selvfølgelig en billig omgang valgbrok Dohrmann har gang i. En solid omgang sludder faktisk. For er der slet ingen knækkede fliser i Kolding by? Reparerer kommunen kun huller i vejene i postnummer 6000? Selvfølgelig ikke. Faktisk er det meget nemt at punktere den myte, skulle nogen være faldet for den.

Går vi en tur rundt i Lunderskov fx, så er det faktisk svært at undgå helt nylagt asfalt. Fra banegården er begge veje ud af byen frisk-asfalteret og hele Storegade er komplet renoveret for få år siden, med fortove, regnvandsafledning og bede og alt muligt lækkert. Og der er samtidig fuld gang i byggeriet af den nye multihal. Over halvdelen er betalt med kommunale kroner.

Kører vi til Vamdrup, er det svært ikke at blive begejstret over det flotte nye “Vores Hus”, som netop har fået færdiggjort belægningen omkring huset og på parkeringsarealet. Det er vanvittig flot anlagt med beplantning i bede og bare et fantastisk sted. Det har været dyrt og kommunen har postet mange penge i det.

Sidste eksempel er fra mit eget dørtrin i Grønnegade i Vamdrup. Det er bogstaveligt talt kun en uge siden, at brolæggerne er blevet færdig med at bygge nye fortove i hele gaden. Det er så flot lavet og vel var det et gammelt fortov vi havde, men det var ikke livsfarligt at gå på.

Så kære Jørn, det valgbrok om at Kolding by bliver forfordelt og vi bliver svigtet i centerbyerne, det må du simpelthen længere ud på landet med.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: