Et enigt Senior- og Sundhedsudvalg har taget et stort skridt for kvinders sundhed i Kolding Kommune.
Det sker på baggrund af en dagsorden rejst af Mette Riis (S) om overgangsalderen. Nu omsættes dagsordenen til konkrete tilbud – og samtidig skabes afsættet for en Koldingmodel for kvinder i overgangsfasen.
Det skriver Mette Riis i et opslag på Facebook.
Med de nye initiativer får overgangsalderen en tydeligere plads i Kolding Kommunes sundhedsindsats. Kommunen samler viden og rådgivning tættere omkring kvinderne og skaber bedre sammenhæng mellem de muligheder, der allerede findes inden for blandt andet søvn, mental trivsel, fysisk aktivitet, kost og fællesskaber.
Samtidig åbner kommunen for nye tilbud, der tager udgangspunkt i kvindens sundhed i denne fase af livet.
Nyt gruppeforløb i 2027
Primo 2027 igangsættes forsøgsvis et nyt gruppeforløb om overgangsalderen med fokus på mental og fysisk trivsel. Samtidig skal relevante medarbejdere have styrket deres viden og kompetencer på området.
Arbejdslivet er en vigtig del af dagsordenen. Derfor sender et enigt Senior- og Sundhedsudvalg også en anbefaling videre til Økonomiudvalget om, at overgangsalderen indarbejdes som emne i medarbejderudviklingssamtaler i Kolding Kommune, og at øvrige relevante HR-tiltag overvejes og igangsættes.
-Jeg ser det som en vigtig del af en moderne sundhedspolitik, at vi også har blik for kvindernes arbejdsliv. Mange kvinder går ind i overgangsalderen på et tidspunkt, hvor de står stærkt i arbejdslivet med mange års erfaring, høj faglighed og værdifulde kompetencer, skriver Mette Riis på Facebook og fortsætter:
-Det er dygtige kvinder, som hver dag bidrager til at få vores velfærd til at hænge sammen. Den erfaring og faglighed skal vi værne om. Derfor handler det også om fastholdelse, et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø og bedre rammer for en åben og professionel dialog.
Mette Riis understreger, at Danmark har en lang tradition for at sætte gode arbejdsvilkår og samarbejdet på arbejdspladsen højt.
-For mig er det naturligt, at overgangsalderen også bliver en del af den samtale, slutter hun.
