Vil du have indflydelse på ældreplejen i Kolding Kommune? Så er chancen her.
Formanden for Senior- og Sundhedsudvalget, Søren Rasmussen (DF), holder åben træffetid i Vamdrup. Det sker mandag den 31. august kl. 16.30-17.30 på Lindely i Vamdrup.
I marts indførte Søren Rasmussen træffetid efter samme princip som borgmesterens kaffemøder på rådhuset. Her kan borgerne møde formanden for det udvalg, der har ansvaret for blandt andet hjemmehjælp, madservice, hjælpemidler og sygepleje.
-Jeg har stor glæde af at tale med de mennesker, vi arbejder for, og som vi blandt andet leverer hjemmehjælp, madservice, hjælpemidler, sygepleje og meget andet til, siger Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.
-Vi vil altid gerne forbedre os og høre forslag til nye tiltag, så jeg får meget godt ud af disse møder, som jeg begyndte på i marts, tilføjer han.
Træffetiderne er lagt i centerbyerne for at gøre det lettere at møde op.
-Jeg har lagt vægt på også at komme rundt i centerbyerne, så de, der ikke har så let ved at transportere sig, lettere kan komme frem, siger han.
Søren Rasmussen understreger, at træffetiderne er et supplement. Man kan stadig få et møde på rådhuset eller få formanden til at komme hjem på besøg. Det vigtigste er, at det er let at komme i kontakt med formanden for udvalget.
