Skip to main content

Kolding Netavis

Jesper Behrend fejrer 40 år som efterskolelærer: -Det er stadig magisk

Elo Christoffersen
Jesper Behrend i dag og 1988. Privatfoto.

Fredag den 30. januar markerer Skanderup Efterskole Jesper Behrends 40 års jubilæum.

Jesper Behrend fejrer 40 år som efterskolelærer: 66-årige Jesper Behrend har brugt hele sit arbejdsliv på Skanderup Efterskole, hvor han gennem 40 år har undervist og været en fast del af elevernes hverdag. Trods flere årtier som lærer glæder Jesper sig stadig til at møde ind hver morgen klokken 7 og vække de 135 søvndrukne teenagere med sit velkendte morgenritual.

-Mandag er ny uge, der ligger og venter, tirsdag er turbo-tirsdag, onsdag er smørklatten i midten, torsdag er gåtur og matematik i første time, og fredag handler om at huske på, hvad vi har fået med i ugens løb, forklarer Jesper Behrend med et smil.

SF Kolding

Han tilføjer:

-Eleverne oplever en forudsigelighed ved, at det er mig, de møder om morgenen, og jeg synes, det er vigtigt at give videre, at vi skal være positive, når vi står op.

Forstander: -Jesper er en positiv kraft

Forstander på Skanderup Efterskole, Rune Peitersen, roser Jesper for hans positive tilgang:

-Jesper er en positiv kraft, der altid sender med samme styrke. Han har sådan en positiv grundtone, som han spreder omkring sig, siger Rune Peitersen og kalder ham en “klippe” for både kollegaer og elever.

Jesper Behrend. Privatfoto.

Da Jesper Behrend blev ansat som 26-årig matematik- og fysiklærer, havde han ikke forestillet sig, at det ville blive til et helt arbejdsliv på efterskolen. Men i dag kan han ikke forestille sig at være andre steder.

-Jeg elsker at undervise, og jeg engagerer mig i mine fag og prøver nye ting af, så mine arbejdsdage ikke er ens, forklarer Jesper Behrend.

Han understreger, at efterskolearbejdet handler om mere end undervisning:

-For mig er det meget vigtigt at være nysgerrig på de nye mennesker, der træder ind ad døren hvert år efter sommerferien, og de skal vide, hvor de har mig, og at jeg lytter til dem.

Også eleverne ser Jesper som en tryg støtte. Malthe Brogren fra 10. klasse beskriver ham:

-Han er sådan en rar og rolig bamsefar, der tager tingene meget roligt og altid er klar på at snakke.

Flere tidligere elevers børn er begyndt på efterskolen netop for at have Jesper som lærer – et bevis på hans store betydning.

Ingen dato for pension

Jesper Behrend har ikke sat nogen dato for, hvornår han vil gå på pension, men har valgt at gå lidt ned i tid:

-Det sker, at jeg fra gamle elever har fået at vide, at jeg har gjort en kæmpe forskel i deres liv, og det er jo magisk at få den anerkendelse, fortæller Jesper Behrend.

Fredag den 30. januar bliver der afholdt 40-års jubilæum for Jesper på Skanderup Efterskole – en dag, der markerer en lang og dedikeret indsats for efterskoleeleverne.

Selvom Jesper for nylig flyttede til Aarhus for at bo i et familiekollektiv med sin søn og barnebarn, fortryder han ikke beslutningen, selvom transporten til arbejde er blevet længere.

-Efterskolen er blevet en del af mig gennem de 40 år. Og det er stadig magisk at være en del af det, slutter Jesper Behrend.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.