Omkring 600 tidligere elever samledes til gammel elevdag på Skanderup Efterskole.
Skanderup Efterskole ved Lunderskov var fyldt med liv og glade genforeninger, da cirka 600 tidligere elever fra hele landet valfartede til den årlige gammel elevdag. Det traditionsrige arrangement bød på kaffe, kage, fællessang og varme gensynskram, mens gamle minder og venskaber blev genopfrisket i skolens hyggelige rammer.
For mange af de fremmødte blev dagen en stærk påmindelse om efterskolens betydning. Asta Liedmann fra årgang 22/23, der netop har afsluttet sin HF-uddannelse og nu studerer på filmskolen Station Next, fortæller:
-Det er virkelig dejligt at være tilbage, og jeg savner det ret meget. Når jeg er her, bliver jeg mindet om mange gode og sjove minder. Efterskolen har virkelig givet mig mod til at springe ud i nye ting.

Særligt de yngre årgange lagde vejen forbi for at se gamle lærere og klassekammerater, men også ældre jubilarer samledes. Mads Kring fra årgang 99/00 kunne fejre 25 år i år og deler sin dybe taknemmelighed for efterskoletiden:
-Det har været en kæmpe ballast at gå her. Vi fik puttet alle de her ingredienser ind i hovedet, mens man var ung og vild, og jeg blev virkelig grebet af de rigtige hænder. På en måde startede det hele her, hvor jeg blev formet, uden at jeg vidste det.
Forstander Rune Peitersen er hvert år begejstret over at se de mange glade ansigter og høre, hvilken stor betydning efterskolen har haft for deres liv.
-Det gør altid stort indtryk at opleve gensynsglæden og høre historierne om, hvilken forskel efterskolen har haft. Her lærer eleverne, at der findes mange måder at leve på, og de får mod til at stå ved sig selv og forfølge deres drømme, siger Rune Peitersen.
Gammel elevdagen illustrerer, hvordan efterskolens fællesskab både former unge mennesker og skaber livslange bånd – et fundament der rækker langt ud over skoletiden.

