Glasuldfabrikken i Vamdrup fejrede 90 års jubilæum med åbent hus og fokus på bæredygtighed.
Isover fejrede 90 års jubilæum: I år markeres 90-året for glasuldsproduktion i Danmark. Det blev fejret lørdag på Isover-fabrikken i Vamdrup. Ansatte og deres familier blev budt velkommen til åbent hus. Dagen bød på rundvisninger i produktionen, foredrag om recirkulering og genanvendelse, quizzer, spil samt kaffe og kage i rigelige mængder.
Det skriver Saint-Gobain Denmark i en pressemeddelelse.
Fra spejle til Versailles til moderne glasuld
Historien begyndte allerede i 1665 med en leverance af spejle til Spejlsalen på Versailles-slottet, som blev startskuddet til Saint-Gobain-koncernen med hovedsæde i Paris. I Danmark overtog Saint-Gobain Isover-fabrikken i Vamdrup i 1988 efter Superfos. I dag beskæftiger fabrikken 230 medarbejdere. Fabrikken huser en af verdens mest moderne glasuldsproduktioner.
-Isover i Vamdrup er i rivende udvikling. Mange medarbejdere er lokale, mens andre pendler langvejs fra. Vi glæder os til at vise, hvordan vi arbejder med grøn omstilling og nye teknologier, der sikrer bæredygtighed og effektivitet, fortalte fabrikschef Henrik Jensen inden rundvisningen gik i gang.
Grøn omstilling og innovation i fokus
Isover har i mange år arbejdet målrettet med bæredygtighed. Siden 1994 har fabrikken haft et knuseanlæg, der gør det muligt at producere glasuld med op til 75 procent genbrugsglas. Siden 2018 er der anvendt biobaserede bindemidler i isoleringen, og 55 procent af fabrikken er elektrificeret gennem forskellige initiativer.
Derudover har Isover implementeret “take-back”-ordninger, hvor overskydende glasuld fra byggepladser returneres til fabrikken. En særlig innovation er ”Glas til uld”-modellen, som genanvender glas fra udtjente vinduer til ny produktion af glasuld.
Fabrikken arbejder også aktivt med industri 4.0, hvor data anvendes til at optimere processer og produkter. Fra årsskiftet er fabrikken desuden overgået til biogas med oprindelsesgaranti for at udfase naturgas som energikilde og bidrage til Danmarks grønne mål.





