Læserbrev af Poul Erik Nørregård (SF), Kolding / byrådskandidat.
Når jeg selv som pensionist 3 – 4 gange om ugen pakker sportstasken, gør jeg det ikke udelukkende af sundhedsmæssige årsager. Jeg gør det også for at mødes med en masse rare mennesker, sludre om både skavanker i kroppen, hverdagens nære hændelser og selvfølgelig Putin og Trump. Og så gør det heller ikke noget med lidt konkurrence, hvor man med et glimt i øjet kan drille hinanden i en moden alder.
Men vi ved det godt alle sammen. Forskning har længe afdækket gevinsterne for helbredet ved en fysisk aktiv livsstil hos ældre. Den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at få mere bevægelse ind i livet, og nyde godt af gevinsterne ved motion. Man kan mindske risikoen for hjertesygdomme, blodpropper, forhøjet blodtryk og stivhed i muskler og led, når man motionerer regelmæssigt. Det er vigtigt både at træne kondition, muskelstyrke, knogler, bevægelighed og balance. Samtidig holdes kroppen rørig, så man bedre kan klare hverdagens gøremål på egen hånd.
Seniorgruppen i Kolding Kommune udgør en stadig større andel af befolkningen. Der er en øget bevidsthed om, at et langt og sundt liv hænger sammen med, at man fører et aktivt seniorliv. Idræt for Alle, Pulzion, Sundhedshuset og en lang række idrætsforeninger gør et prisværdigt arbejde for at tilbyde idræt og bevægelse for seniorgruppen.
Problemstillingen rækker også ind i, hvor attraktiv Kolding Kommune er for potentielle tilflyttere. Kolding skal være kendt som en god idrætsby for børn og voksne.
