Læserbrev af Anya Palm, Kolding / mor til Thyra 4. A på Ådalsskolen, Line Andresen / næstformand i Autismeforeningen, Kreds Trekanten, Agniezska Thomsen / bestyrelsesmedlem i Autismeforeningen, Kreds Trekanten samt Camilla Powell, lærer og mor til Sebastian i 4. A. på Ådalsskolen.
Svar til Hans Holmer (SF) og Tobias Jørgensen (V).
I et læserbrev i Kolding Netavis 16. november adresserer udvalgsformand for børne- og uddannelsesudvalget, Hans Holmer, og udvalgskollega Tobias Jørgensen, vores bekymring for en foreslået millionbesparelse på Ådalsskolen i Vamdrup. Skolen har været overfinansieret, lyder det blandt andet.
Kære Hans og Tobias, lad os være fuldstændig klare i mælet:
Den skole er ikke overfinansieret – den er veldrevet. Og tager I et kæmpestort beløb – 2,3 millioner kroner – fra en lille, veldrevet skole, så har det konsekvenser for børnene.
Det er helt logisk; Der er faktisk ingen skoler i Kolding, der har et frådefedt budget, hvor man lige kan lænse millioner af det uden konsekvenser for de børn, der går på skolen. Der er også en argumentation om, at pengene er bedre brugt på et andet specialtilbud, Vonsild Specialcenter.
Men vi anerkender ikke præmissen om, at pengene på specialområdet er et nulssumspil, og I skal ikke spille os forældre fra forskellige tilbud ud mod hinanden. Vi vil det bedste for begge skoler – vi kender jo Vonsild-forældrenes situation, fordi vi sidder selv i den samme.
Det er en politisk prioritering, hvor der skal bruges penge og hvor mange, der skal være til hele området. Det er et valg, som I træffer.
Ådalsskolen ligger højt budgetmæssigt, skriver I, som om det er problem. Det er det ikke. Skolen ligger også højt trivselsmæssigt – de ting hænger sammen. Skolen fungerer – sæt pris på det i stedet for at sidde og sammenligne skole-budgetter op mod hinanden og skrivebordsvurdere på, hvad der er højt og lavt.
Løft blikket, og se på, hvad de har opnået derude – rekruttering af knaldhamrende skarpt fagpersonale samt rammer, der virker for de 101 autistiske børn, de har ansvaret for til daglig.
Take a bow, I lærere og specialpædagoger, der passer på vores børn i dagligdagen. Tak!
Og til jer politikere – I skal bekymre jer mere om at få alle kommunens specialtilbud til at fungere og mindre om at flytte de samme penge rundt og rundt i jeres regneark.

