Skip to main content

Kolding Netavis

Bekymring på Ådalsskolen

Elo Christoffersen
Hans Holmer (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Hans Holmer (SF), Kolding / formand for børne- og uddannelsesudvalget samt Tobias Jørgensen (V), Fovslet / næstformand i børne- og uddannelsesudvalget.

I forbindelse med høringen af den nye tildelingsmodel på specialområdet er der opstået bekymring blandt en forældregruppe på Ådalsskolen i Vamdrup. Vi forstår den usikkerhed, der kan følge med ændringer, og vi vil gerne understrege, at udvalget tager alle høringssvar alvorligt.

Den foreslåede model har til formål at skabe en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af ressourcerne på tværs af vores specialtilbud. Modellen er således en forbedret, gennemskuelig model, både for skolerne, bestyrelserne og administrationen. Men en ny tildelingsmodel har ofte også den konsekvens, at midlerne bliver omfordelt anderledes end tidligere.

Ådalsskolen har historisk ligget højt rent budgetmæssigt sammenlignet med lignende specialtilbud, og vil fortsat ligge væsentligt højt for specialtilbud for autister, selv efter den foreslåede justering. Samtidig viser modellen tydeligvis, at der er behov for at styrke andre tilbud, herunder Specialcenter Vonsild (SCV), for at sikre, at alle børn får den bedst mulige støtte.

Vi er indstillet på at tilpasse modellen inden for de rammer, vi har. Udvalget kan efter den endte høringsproces eksempelvis drøfte muligheder for at inddrage de midler, der er øremærket til arbejdet med skoleværing, reserven til kompensation ved re-inklusion af elever til almenområdet eller overveje en gradvis indfasning af den nye tildelingsmodel for de tilbud, der er negativt berørt af ændringerne i den nye model. Disse tiltag kan medvirke til en mere smidig overgang til en ny fordeling af midlerne på området. Prioriteringerne skal selvfølgelig drøftes i udvalget, da de berører andre områder, der kunne have gavn af en økonomisk tilføjelse.

Udvalget ser seriøst på alle vores tilbud og vil arbejde for en løsning, der både sikrer kvaliteten og skaber balance i området. Vi opfordrer alle til at bidrage med konstruktive høringssvar, så vi sammen kan finde den bedste vej frem.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: