Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), formand i SIND – for psykisk sundhed Vejen, tidligere formand i Danske Handicaporganisation Vejen, byrådskandidat i Kolding og regionskandidat i Syddanmark, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Alt for ofte handler vi først, når det er for sent. Når mennesker med psykisk sygdom bryder sammen, når pårørende står, udmattede tilbage, eller når en ung borger havner i psykiatrisk skadestue. I stedet burde vi spørge: Hvorfor gik vi ikke ind tidligere?
I Kolding Kommune ser vi, som i mange andre kommuner, hvordan hjælpen alt for ofte først sættes ind, når krisen har udviklet sig. Systemet er præget af bureaukrati og afstand – og pårørende står ofte alene med et alt for stort ansvar, mens de forsøger at skabe kontakt til læger, sagsbehandlere og psykiatrien.
Et eksempel: En mor kontakter en kommune, fordi hendes voksne søn med skizofreni trækker sig, undlader at tage medicin og er selvmordstruet. Hun bliver mødt med henvisninger og ventetid. Først da han ender på skadestuen, bliver der handlet. Det er både uværdigt og unødvendigt.
Værdighedsreformen slår fast, at mennesker skal mødes med respekt og rettidig støtte. Den tanke skal vi tage alvorligt – også i den psykiatriske indsats.
Derfor foreslår jeg:
- Tidlige, tværfaglige indsatser tæt på borgeren i Kolding Kommune
- Reelle partnerskaber med pårørende
- Mindre bureaukrati og mere tillid til de fagprofessionelle
Vi skal investere før krisen rammer – ikke bagefter. Det er både menneskeligt og økonomisk det ansvarlige valg. I Kolding bør vi gå foran og vise, at værdighed og rettidig hjælp kan være en fast del af hverdagen – ikke kun flotte ord på papir.
