Skip to main content

Kolding Netavis

Hold Gaza ude af byrådet og hold antisemitismen ude af Kolding

Elo Christoffersen
Laura Guldager. Privatfoto.

Læserbrev af Laura Guldager, Kolding.

Den 7. oktober 2023 stormede Hamas ind i Israel. Omkring 1200 mennesker blev slagtet, tortureret, voldtaget og pint. Mænd, kvinder, børn og endda spædbørn. Hele familier blev udslettet i deres egne hjem. 250 mennesker blev taget som gidsler og ført til Gaza. De blev bortført af én grund: fordi de var jøder.

Det er dét, 7. oktober er. Symbolet på et blodbad, på en umenneskelig massakre, på meningsløse gidseltagninger, på terror i sin reneste form.

Og hvad vælger man så i Kolding? At markere årsdagen for en massakre på jøder med en propalæstinensisk demonstration, hvor deltagerne opfordres til at råbe “From the river to the sea”. Det er ikke et fredsbudskab. Det er en ondsindet parole for udslettelsen af Israel, et ekko af Hamas’ drøm om et Mellemøsten renset for jøder. Når netop de ord gjalder gennem Koldings gader, er det ikke solidaritet, det er antisemitisme i sin reneste form.

At lægge en sådan demonstration på selve årsdagen for massakren er ikke bare tonedøvt, det er direkte respektløst over for ofrene. Og at en byrådskandidat som Benny Dall ovenikøbet bakker op om det, gør det hele endnu mere grotesk. For hvad i alverden har dette med kommunalpolitik at gøre?

En byrådskandidat skal sikre bedre skoler, stærkere ældrepleje og tryghed i lokalsamfundet. Ikke marchere gennem gaderne med slagord, der er et ekko af Hamas’ projekt. Ikke forvandle Kolding til kulisse for gadens “parlament”, hvor had og antisemitisme kan pakkes ind som aktivisme.

Ja, krigen i Gaza har kostet tusindvis af civile liv, herunder mange børn. Det er forfærdeligt, og det kan ingen med et hjerte bag brystet være ligeglad med. Men der er forskel på at kræve fred og at stille sig i et optog, hvor antisemitismen pakkes ind som aktivisme.

Hvis man bakker op om demonstrationen d. 7. oktober er man ikke bare historieløs, man giver hadet og volden legitimitet.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: