Kolding Netavis

Guf for bilelskere: Sjældne sportsvogne kommer forbi Koldinghus

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Løbet er et privat velgørenhedsindsamling og kommer forbi Koldinghus på fredag.

På fredag går starten på en af landets største private velgørenhedsindsamlinger, nemlig Cool Car Race.

I år lyder startskuddet på Flakhaven i Odense, hvor 45 meget velhavende mænd og kvinder sætter sig bag rattet i deres superbiler og drager mod første stop på Koldinghus og derefter videre til Århus på vej mod den endelige destination Aalborg.

Indsamler millioner af kroner

Der er tale om den formentlig største koncentration af supersportsvogne nogensinde samlet i Jylland, og undervejs samler deltagerne millioner af kroner ind, blandt andet gennem konkurrencer, auktioner, happenings.

Der er gennem årene indsamlet mere end seks millioner kroner, og i 2019 nåede deltagerne op på 2,1 mio. kroner, hvilket dengang var rekord.

Målet er at slå rekorden i år.

De indsamlede penge går ubeskåret videre til børn i Danmark, der har brug for en ekstra hjælpende hånd i livet. Det er fonden CoolUnite, som Jacob Risgaard har stiftet, der donerer pengene.

Hvis man er blot den mindste smule bilinteresseret, er der masser af guf at se på ved Koldinghus Slot – bl.a. sjældne udgaver af McLaren, Lamborghini, Ferrari, Porsche, Rolls Royce og Aston Martin.

Starten går på fredag, og bilerne lander ved Koldinghus ved 10.30-tiden. Der er afgang derfra igen klokken 11.45.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel