Læserbrev af Freddy Christensen (V), Vamdrup / byrådsmedlem- & kandidat til kommunalvalget.
Jeg er glad for, at jeg i Kolding Byråd i 2022 fik sat penge af til en cykelsti fra Tankedalskrydset til Hylkedal. Det er en vigtig strækning, og behovet for trygge forhold for cyklister er stort.
Men jeg bliver nødt til at udtrykke min klare kritik af den måde, cykelstien nu bliver ført på.
Jeg har fra starten argumenteret for, at stien bør anlægges på højre side af Hylkedalsvej – mod Kolding. Det ville give bedst mening, ikke mindst fordi to nye cykelstier fra det kommende erhvervsområde længere nede ad vejen netop ender på højre side. Men alligevel vælger man nu at anlægge den nye cykelsti på venstre side – for så at føre den over på højre side 400 meter længere fremme. Det er ikke bare upraktisk – det er ulogisk.
Jeg har haft planlæggere med ude i området for at vise, hvorfor min løsning giver bedre mening. Men jeg kunne ikke få opbakning – hverken fra forvaltningen eller fra Udvalget for Plan og Teknik.
Det her handler ikke om at få ret. Det handler om at bruge pengene klogt – og om at lave løsninger, der hænger sammen. Når vi investerer i cykelinfrastruktur, bør det ske med en klar plan og en sammenhængende strategi.
Det skylder vi både borgerne og fremtidens mobilitet.
