Kolding Netavis

Ella og Viggo har fået genbrug ind med modermælken

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Nora sammen med sin mand Mads og deres to børn. PR-foto.

I dag køber ni ud af ti børnefamilier brugt, og 59 procent opdrager børnene til genbrug. Et par af dem er seksårige Ella og treårige Viggo, der sorterer perler, hænger tøj op og hjælper til i Børneloppen i Kolding.

Ni ud af ti danske børnefamilier har handlet genbrug det seneste år, og 59 procent mener, at det er vigtigt, at deres børn bliver vant til at købe og sælge genbrug. Det viser tal fra DBA’s Genbrugsindeks 2023.

I Børneloppen i Kolding er de yngste ’medarbejdere’ kun seks og tre år. Her render Ella og Viggo rundt og hjælper til i forretningen, og det har de gjort, siden deres mor Nora overtog butikken i november 2022. Forældrene – Nora og Mads – mener nemlig, ligesom over halvdelen af de danske børnefamilier i dag, at det er vigtigt, at deres børn lærer at købe og sælge brugt.

Og deres forudsætninger for det er da også gode. De driver nemlig genbrugsforretningen Børneloppen i Kolding, hvor de i stigende grad oplever, at forældrene inddrager børnene i at købe og sælge brugt.

-Jeg møder flere og flere forældre, der tager deres børn med herned i forretningen. Ofte tog jeg selv i Børneloppen et par gange om ugen, da jeg var markedsføringsøkonomstuderende i København, før jeg fik min egen forretning her i Kolding. Det var ikke bare den hyggelige stemning, men også det, at man kunne mødes med andre barslende mødre og deres små guldklumper. Den glæde og det fællesskab vil jeg gerne give videre til andre både børn og forældre her i butikken, fortæller Nora Dammann, indehaver af Børneloppen i Kolding, i en pressemeddelelse.

Her kan private leje stande og sælge alt fra tøj og sko til barnevogne og legetøj.

Den sociale genbrugsbutik

Hos Børneloppen i Kolding holder Nora og ungerne jævnligt sociale arrangementer for både børn og voksne i butikken, hvor børnene desuden altid kan benytte legerummet, hvis ikke de hjælper forældrene med at finde nye brugte sager eller sætte en stand med genbrug op i forretningen.

-Det er vigtigt for mig, at Børneloppen er et sted for hele familien, og det har vi faktisk altid gjort meget ud af. Vi prøver hele tiden at finde på nye arrangementer for at være noget for alle de børnefamilier, der er i Kolding og omegn, som gerne vil ud af huset. Vi har kreative begivenheder, som gaveværksted i efterårsferien, gratis barselshygge hver tirsdag mellem 10-13, skattejagt, børnefotografering og førstehjælpskursus på programmet lige nu, siger Nora Dammann.

Et nyt statussymbol

Forældrenes generelt øgede fokus på genbrug i opdragelsen har ifølge professor i sociologi Bente Halkier flere årsager.

-Der er altid et socialt lag i al forbrug, hvor det handler om, hvem du identificerer dig med, hvem der indgår i at bruge det, der forbruges, og om man gør det sammen. Derfor kan genbrug også sagtens begynde at være et nyt udtryk for status. Hvor genbrug tidligere måske mere har handlet om at spare penge, og nogle grupper derfor genbrugte ’af nød’, så er der sandsynligvis nu nogle grupper, som genbruger, fordi det giver dem høj status som miljøbevidste, siger Bente Halkier og uddyber:

-Der er en normændring undervejs, hvor folk gerne vil signalere til omverdenen, at de handler brugt. I 2022 var der dog også inflationskrise, hvor mange gerne ville spare penge. Så det handler ikke kun om klima.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel