Skip to main content

Kolding Netavis

Låsbygade får grønne oaser og bænke

Elo Christoffersen
Chris Fløe Svenningsen har boet i Låsbygade siden 1978 og har altid følt sig tryg i gaden, som han betegner som både smuk og kulørt. Foto: Kolding Kommune.

Der er små, grønne åndehuller på vej, der vil give plads til hyggeligt ophold i Låsbygade, som er Latinerkvarterets hovedstrøg.

KOLDING: Fra i morgen, mandag 2. november, får Låsbygade i det centrale Kolding et lidt forandret udtryk. Nærmere bestemt strækningen mellem Låsbybanke og Hospitalsgade.

SF Kolding

Her bliver gaden grønnere. Og der kommer flere bænke, hvor man f.eks. kan slå sig ned og spise sin is, sin sandwich eller sin pizzaslice. Der bliver også bedre muligheder for at parkere sin cykel visse steder. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Syv grønne åndehuller i middelaldergade

De små, grønne åndehuller placeres syv forskellige steder langs den krogede Låsbygade, der har eksisteret siden middelalderen, og som er hovedstrøget i Koldings Latinerkvarter.

Låsbygade slynger sig gennem Kolding - middelaldergade i Latinerkvarteret
Låsbygade slynger sig gennem byen. Gaden har eksisteret siden middelalderen. Foto: Kolding Kommune.

Nogle af åndehullerne placeres, hvor der er plads på fortovsarealerne, andre placeres på nogle af parkeringspladserne langs med gaden. Fælles for dem er, at de kombinerer siddemuligheder eller cykelparkering med plantekummer, hvor der er plads til både blomster og buske.

Stig Rossen Julekoncert 2026

“Kolding Kommune ser et stort potentiale i Latinerkvarteret. Derfor har vi i samarbejde med repræsentanter for Latinerkvarteret set på, hvor i gaden – og hvordan – vi med nogle prøvehandlinger kan skabe steder med mere grønt, der samtidig frister til ophold, så bylivet bliver trukket mere ud på gadeplan. Når vi gør det på den her måde, forventer vi også, at trafikhastigheden bliver dæmpet lidt”, fortæller Henrik Sandager Nissen, som er afdelingschef for Trafik, Vej og Park, i pressemeddelelsen.

Det er en smuk gade

En arbejdsgruppe under Latinerkvarterets Venner har arbejdet sammen med kommunen om de nye åndehuller i Låsbygade.

Chris Fløe Svenningsen er en af dem, der er med i arbejdsgruppen. Han har boet i kvarteret siden 1978, og han mener, at gaden har et uforløst potentiale.

Hjørnet ved Lillis Is i Låsbygade hvor ét af de grønne åndehuller placeres
Her på hjørnet ved hotellet over for Lillis Is bliver ét af elementerne placeret, så det også bliver muligt at sætte sig her. Foto: Kolding Kommune.

“Låsbygade er en smuk gade. Den har ikke fået den opmærksomhed gennem årene, som den faktisk fortjener, selv om her er et stort og uforløst potentiale. Jeg håber, at vi med de små, grønne oaser får sendt et signal til bilisterne om, at her leves der liv, som skal respekteres, og at de dermed sætter farten lidt ned. Men vi skal ikke have bilerne helt ud af gaden, for de er vigtige for de små handlende”, siger Chris Fløe Svenningsen.

Han påpeger, at gaden har ændret sig meget gennem årene, men at den altid har haft en særlig betydning i Kolding.

“Låsbygade er blanding af en handelsgade og en oplevelsesgade. Den er en mere kulørt gade, hvor der hele tiden dukker små initiativer op, der ikke ville kunne eksistere, hvis de skulle ligge i storcentret eller i bymidten. Der er også flere store butikker, der er begyndt her”, slutter Chris Fløe Svenningsen.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyheder direkte i din indbakke.