Enhedslistens Benny Dall anklager byrådet for ulovligt hemmelighedskræmmeri.
EL anklager Kolding byråd for hemmeligskræmmeri: Enhedslisten anklager Kolding byråd for ulovligt hemmelighedskræmmeri i en mail til Kolding Netavis.
Benny Dall skriver:
Byrådet har endnu en gang haft en debat om havnens fremtid. Men de holder debatten bag lukkede døre. På byrådets sidste møde inden sommerferien var der et punkt på dagsordenen med overskriften: ”Ejerstrategiske overvejelser om Kolding Havn.” Punktet var lukket, hvilket betyder, at offentligheden ikke må få at vide, hvad der drøftes.
Enhedslistens Benny Dall vurderer, at det er ulovligt ikke at give offentligheden indsigt i den slags drøftelser. Som udgangspunkt er alle sager på byrådets dagsorden offentlige. Der er undtagelser i følsomme sager. Men der er regler for, hvad et byråd kan holde hemmeligt på en lukket dagsorden. En strategisk drøftelse om havnens fremtid er ikke på listen.
Dagsorden misvisende
Dagsordenen er er ifølge Benny Dall misvisende.
Det er siden byrådsmødet blevet alment kendt, at man under samme punkt besluttede, at Kolding Havn skal pålægges at sørge for, at Falck river Falck bygningen ned. På den måde har byrådet blandet en sag, der ifølge loven bør være offentligt tilgængelig sammen med en sag, hvor byrådet muligvis af følsomme grunde har ret til at holde det fortroligt. Men man kan ikke blande en fortrolig sag sammen med en offentlig sag og så gøre det hele fortroligt. Det er i strid med styrelsesloven og gør overskriften for dagsordenspunktet helt misvisende, skriver Benny Dall.
Hvis byrådet mener, at det lovligt kan holdes hemmeligt for offentligheden, at flertallet ønsker at Falckbygningen skal rives ned, så kunne de havde haft et lukket punkt på dagsordenen med en overskrift, der viser at Falckbygningen er til drøftelse. De kunne så også have et andet offentligt punkt om strategi for havnens fremtid, hvor borgerne kan få indsigt i, om nogle af byrådets politikere endnu en gang forsøger at lukke erhvervshavnen, skriver Benny Dall videre.
Benny Dall, der er Enhedslistens tidligere byrådsmedlem, og spidskandidat til kommunalvalget siger:
-Rygterne går om, at flere partier overvejer at lukke erhvervshavnen. Det er ikke betryggende at offentligheden, borgere og virksomheder ikke kan få indblik i, hvem der mener hvad. Det virker som om man med alle midler vil holde kortene ind til kroppen. Men det er magtmisbrug og ganske enkelt ulovligt. Ifølge styrelsesloven er alle sager offentlige med mindre, der er en særdeles god grund for det modsatte. Jeg håber, at byrådet vil tage skridt til at følge loven og sørge for at offentliggøre hvad de ejer strategiske overvejelser går ud på. Indtil da er de beslutninger de har taget, for mig at se ugyldige. Hvis ikke der sker noget vil Enhedslisten overveje at indklage byrådet for Ankestyrelsen. Det her er simpelthen for langt ude, slutter Benny Dall.
Ingen kommentarer
Kolding Netavis har via mail forsøgt, at få kommentarer fra nogle af byrådets medlemmer. Borgmester Knud Erik Langhoff (C) har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.
Indtil videre har der ikke været nogen reaktion fra Jakob Ville (V), borgmesterkandidat, Birgitte Munk Grunnet (S), 1. viceborgmester og 2. viceborgmester Søren Rasmussen (DF). Vi forsøger, at få kommentarer fra flere partier.

