Kolding Netavis

Drikkevandet stiger 400 procent for sommerhusejere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: SEB.

Et prishop på ikke mindre end 400 procent vækker forundring hos sommerhusejere i Hejlsminde.

Sommerhusejere i Hejlsminde er forundrede efter Hejls Vandværk har skruet prisen på drikkevand op med svimlende 400 procent, skriver Fællesavisen.

Det kom frem, da grundejerforeningen i Teglgårdens sommerhusområde i Hejlsminde forleden afviklede generalforsamling:

-Det er rigtigt, at vi undrer os over, at der med en så stor stigning ikke er fulgt en begrundelse med fra vandværket i Hejls, siger Niels Peter Haugaard, der er formand for grundejerforeningen i Teglgården til Fællesavisen.

Teglgårdens Grundejerforening køber alt sit drikkevand til sine omkring 300 medlemmer fra det private Hejls Vandværk, afregnet efter måler, og hører der med til de største enkeltkunder hos vandværket.

Og sådan har det været siden foreningen for nogle år siden, blandt andet efter anbefaling fra Kolding Kommune, lukkede sit eget lille selvstændige vandværk og tilsluttede sig værket i Hejls.

Et hop på 400 procent

Den store stigning skaber også forundring, fordi det kun er vandet der købes fra Hejls Vandværk. Udgifterne til vedligeholdelse af ledningsnettet betaler Teglgården selv:

-Vi er kort og godt præsenteret for en stigning fra 2,25 kroner til 8,25 kroner pr. kubikmeter vand, og det svarer til en stigning på cirka 400 procent. Vi synes det er så voldsomt, at det kræver en begrundelse fra Hejls Vandværk, men herfra reageres der ikke på vore henvendelser – ud over beskeden:

“Er I ikke er tilfredse, så kan I jo bare købe jeres vand fra et andet sted”. Og det ved man jo godt ikke kan lade sig gøre, fortætter Niels Peter Haugaard.

Han understreger dog samtidigt, at man fra Teglgårdens side ikke vil brænde broer:

-Vi ønsker er blot en dialog og en forklaring på stigningen med henblik på at nå frem en fornuftig løsning, siger han videre.

Sommerhuse i Hejlsminde 1536x1021 1
Sommerhuse i Teglgården. Foto: SEB.

Kun sommerhusene

Den store stigning rammer kun sommerhusområderne Teglgården og Mindegården. De øvrige forbrugere under Hejls Vandværk slipper med langt mindre forhøjelser.

Niels Peter Haugaard giver ikke den demokratiske løsning store chancer. For ifølge vedtægterne for Hejls Vandværk tæller hele Teglgårdens cirka 300 medlemmer kun som ét medlem, og har dermed også kun har én stemme på generalforsamlingerne i Hejls Vandværk!

-Vi har ikke gjort noget forkert

Fællesavisen har forelagt sagen for formanden for Hejls Vandværk, Peter Krag. Han siger:

-Vi har holdt møde Teglgården, og vi ser derfor ikke grund til yderligere møder. Vores priser på vand er står opført i vores takstblad, og det gælder også prisen for sommerhusområderne. Og taksbladet er godkendt af Kolding Kommune, så vi har ikke gjort noget forkert. Og yderligere ønsker jeg ikke at kommentere på sagen, lyder det fra Peter Krag.

Kræver begrundelse

Ifølge de oplysninger avisen har, kan Hejls Vandværk nok ikke alene bestemme, hvad drikkevandet skal koste. Værket er underkastet reglerne i vandforsyningsloven, og her er Kolding Kommune både myndighed og tilsynsførende. Og priserne skal godkendes af kommunen i et såkaldt takstblad:

-En stigning på 400 procent er meget voldsom, og den kan kræve en begrundelse, siger Dariush Hakimi fra Kolding Kommunes afdeling, som vandforsyningen sorterer under:

-Normal praksis er, at før kommunen går ind i en sådan sag, som den i Hejls, skal vi have en skriftlig indsigelse, og den skal i påkomne tilfælde komme fra grundejerforeningen i Teglgården. Og en sådan indsigelse har vi ikke modtaget, lyder det fra Dariush Hakimi.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel