Bestyrelsen i Det Konservative Folkeparti i Kolding indstiller næstformand Rasmus Sandvej som spidskandidat til KV29. Som bekendt stiller Christina Foldager ikke op igen.
KOLDING: Bestyrelsen i Det Konservative Folkeparti i Kolding indstiller Rasmus Sandvej som partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2029, KV29. Det oplyser bestyrelsen i et opslag på Facebook.
Rasmus Sandvej er næstformand i vælgerforeningen i Kolding.
Som tidligere udmeldt, har Christina Foldager, nuværende byrådsmedlem og tidligere borgmesterkandidat, meddelt, at hun ikke stiller sig til rådighed som spidskandidat.
Fra Vejen til Kolding
Rasmus Sandvej sad tidligere i byrådet i Vejen Kommune. I januar 2025 meddelte han, at han ville udtræde af Vejen Byråd fra 1. april 2025.
Baggrunden var et ønske om at flytte sig selv og sin familie til Kolding Kommune, efter at han og hustruen havde fået en søn i starten af 2024.
“Den her beslutning handler ene og alene om, hvad der er bedst for vores familie. Vi vil gerne tættere på begge vores familier og skabe en fælles hverdag med dem”, sagde Rasmus Sandvej dengang til migogvejen.dk.
Han havde i efteråret 2024 meldt sin genopstilling til byrådet i Vejen Kommune. Den blev ikke til noget på grund af flytningen.
Endelig beslutning i januar 2027
Bestyrelsens indstilling er ikke den endelige beslutning. Den træffes af partiets medlemmer til den ordinære generalforsamling i januar 2027.
