Skip to main content

Kolding Netavis

Demokratiets fest er blevet til en maskerade i Kolding

Elo Christoffersen
Laura Guldager. Privatfoto.

Læserbrev af Laura Guldager, Kolding.

Det siges, at et valg er demokratiets fest. Men i Kolding er der desværre mere tale om maskerade. For mens plakaterne og kampagnerne lover ansvarlighed, velfærdløft og grøn omstilling, viser kandidattestene noget helt andet.

De nye kandidattests afslører, at langt de fleste partier kun fortæller vælgerne det, som de gerne vil høre, og det som kan skrabe flest stemmer sammen. Men hvis man ridser lidt i lakken, og kigger nærmere på kandidattestene, så bliver det hurtigt tydeligt at både SF og flere af Venstres kandidater er enige i, at man bør hæve kommuneskatten i Kolding. Ja, du læste rigtigt, Hæve kommuneskatten. Midt i en tid, hvor husholdningsbudgetterne er eksploderet, hvor fødevarepriserne er stukket af, og hvor mange familier kæmper for blot at få enderne til at mødes.

Men. Det virkelige problem er egentlig ikke, at det er deres holdning. Det er at så markant en holdning, ikke er til at finde, når der føres valgkamp. At SF ikke vil sænke skatterne, kommer ikke bag på nogen. Det ligger fint i tråd med partiets tradition. Men at man i disse tider ligefrem ser positivt på at hæve kommuneskatten, fordi man mener, der ikke findes steder, hvor man kan afbureaukratisere og dermed spare penge uden at skade velfærden, er rystende.
Når Venstre så vælger at følge trop, så står verden da næsten ikke længere. Venstre burde være det parti, der siger stop, når nogen foreslår at skrue skatten op for at dække over ineffektivitet. Partiet som står fast på de gode borgerlige og liberale grundværdier. Men det er hvis man skal tage deres kandidattest for gode varer, fortid.

I Kolding er flere af venstres kandidater nemlig i højere grad enig med venstrefløjen end deres egne partifæller. Det handler ikke bare om højere skat, men også om flere solcelleparker og flere kommunale udgifter og mere statslig regulering. Det er et frontalangreb på alt, hvad Venstre traditionelt har stået for.

Når politik bliver markedsføring

Men SF og Venstre er langt fra alene. Det her er et bredere fænomen, en generel valgkampssyge, som rammer stort set alle partier. I stedet for ærlighed får vælgerne de polerede versioner af virkeligheden. Partierne fortæller, hvad folk gerne vil høre, og gemmer resten væk til efter valget. Der mangler konkrete forslag, og der mangler mod til at sige det upopulære højt. Skjulte dagsordener og politisk dobbeltspil er vælgerne ganske enkelt ikke tjent med.

Selv Liberal Alliance, der ellers tidligere har gjort en dyd ud af klar tale, er gledet ind i den samme kultur. Partiet har i årevis været havnens store støtte i sagen om Marina City, men nu er spidskandidaten, Gitte Grønbæk, pludselig vendt på en tallerken og støtter projektet med store, rosende ord. Når man vælger at lave et så direkte kursskifte uden at fortælle borgerne det, så har vi et demokratisk problem. For når holdninger kan skifte fra uge til uge, bliver politik reduceret til strategi.

Det her handler i virkeligheden ikke om at udpege syndere, men om at genoprette ærligheden i lokalpolitikken. Når SF drømmer om højere skat, Venstre mister kursen, og Liberal Alliance vender på en tallerken, så er det alt sammen udtryk for den samme sygdom: manglen på klarhed og konsekvens.

Jeg kunne nævne mange flere eksempler. Faktisk nok til en hel godnathistorie. Men pointen er enkel: Det her handler ikke om partifarve, det handler om troværdighed og gennemsigtighed.

Den 18. november går Kolding til valg. Mit råd er simpelt: Dyk ned i, hvad kandidaterne faktisk mener, ikke bare hvad de siger på plakaterne. Læs kandidattestene. Stil spørgsmål. Kræv svar. For maskerne er faldet, og det er på tide, at vælgerne kigger bag dem. Ærlighed er det mindste, vi kan forlange af dem, der vil forvalte vores penge og vores tillid.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: