Der skal nedsættes et råd for madservice til gavn for appetitten of livskvaliteten, mener byrådsmedlemmet.
Byrådsmedlem vil forbedre ældremad i Kolding: Byrådsmedlem Mette Riis (S) har taget debatten om ældremad i Kolding Kommune op efter mange klager om smagsløs mad og kedelige retter. Hun har selv prøvesmagt maden fra Elbo Køkkenet og Det Danske Madhus og beskriver oplevelsen som nostalgisk, men også som et kald til udvikling:
-Oplevelsen for mig var næsten som at træde ind i farmors spisestue. Hvid dug, pudset bestik og et stykke danmarkshistorie dampende mellem kartoflerne og sovsen. Men helt ærligt: Et eller andet sted mellem brun sovs og citronfromage kan jeg næsten fornemme Kirsten Hüttemeier stå ude i køkkenet med skåneærmerne trukket godt op og hånden over sovsegryden, skriver Mette Riis i et opslag på Facebook og siger videre:
-Og med al min respekt for både Kirsten Hüttemeier og generationen af danske husmødre, så skal fremtidens modtagere af madservice også have mulighed for at kunne spejle sig i et varieret køkken med genkendelige smagsoplevelser fra den generation, de selv er en del af.
Et råd for madservice
Hun foreslår derfor at nedsætte et råd for madservice bestående af borgere, medarbejdere og andre repræsentanter, som kan sikre løbende kvalitet og udvikling i ældremaden – til gavn for appetitten og livskvaliteten hos kommunens borgere.
Rådet skal fungere som bindeled til Senior- og Sundhedsudvalget, så vi løbende kan sikre kvalitet, udvikling og en madservice, der følger med tiden.
Forslaget skal diskuteres den 3. juni på mødet i senior- og sundhedsudvalget.
Maden er i øvrigt blevet billigere efter byrådet i slutningen af april vedtog, at sænke prisen fra 50 kroner til 45 kroner for et måltid mad, inklusiv levering.

