Læserbrev af Nicolai Boelsmand Asmussen (V), Viuf / byrådskandidat.
Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg ønsker et stærkere Kolding – et Kolding hvor vi lytter til hinanden, tager ansvar sammen og tør tænke ambitiøst om fremtiden.
Som tidligere formand for Viuf Medborgerforening har jeg oplevet, hvor vigtigt borgerinddragelse er i praksis. Jeg har stået midt i sager om solceller, grusgrav og cykelsti, og jeg har set, hvordan de bedste løsninger opstår, når borgernes viden og bekymringer bliver taget alvorligt.

For mig handler borgerinddragelse om frihed og ansvar. Frihed til at borgerne kan få indflydelse på deres lokalområde – og ansvar for at vi i fællesskab finder de løsninger, der både gavner fællesskabet og udvikler kommunen.
Det gælder ikke mindst i landsbyerne hvor udvikling og bosætning er afgørende for fremtiden. Hvis vi vil tiltrække nye familier, styrke foreningslivet og skabe gode rammer for erhvervslivet, så skal borgerne være med til at forme beslutningerne.
Som byrådskandidat for Venstre vil jeg arbejde for, at borgerinddragelse bliver en fast del af kommunens måde at tænke udvikling på. For det er gennem dialog, ansvar og fællesskab, at vi kan skabe et Kolding, hvor både by og land trives – og hvor alle føler sig hørt.
