KOLDING: Søndag blev hospitalsindlæggelser og svære sygdomsforløb for en stund skiftet ud med køreglæde og fællesskab.
For 14. år i træk rullede Børnenes Køredag ud over asfalten i Kolding og omegn. Arrangementet blev skabt af Erik Allerslev tilbage i 2012. I 2024 overtog Freddy Rosendahl det årlige arrangement. Igen i år samlede Børnenes Køredag børn, familier og frivillige til en særlig dag.
22 biler stod søndag formiddag linet op foran Kolding Sygehus. For de 20 sygehusbørn og de i alt 37 deltagende børn, som alle har tilknytning til børneafdelingen, var synet af de flotte køretøjer starten på et afbræk fra hverdagen.
I alt var 97 personer samlet om at skabe en dag, hvor barneglæden fik lov at sidde i førersædet.
Efter afgang fra sygehuset og opsamling på parkeringspladsen overfor Marina Syd gik turen mod Café Binderup Strand. Her fik børnene mulighed for at trække en ny bil til næste etape, mens de nød is doneret af Lillis i Låsbygade.
Turen fortsatte i kortege til Hotel Kolding Fjord. Herfra kørte bilerne igen afsted med de samme familier på passagersæderne, hvilket skabte en tryg samhørighed mellem chauffører og børn.
Dagen blev afsluttet i samlet Drive-In hos McDonald’s på Vejlevej 129, hvor der var mad til alle de deltagende børn.
Børnenes Køredag er drevet udelukkende af frivillige kræfter.
Se alle billederne øverst i artiklen…




































