Kolding Netavis

Alt optaget til VM i Firmafodbold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Pixabay (Modelfoto)

Lige så længe man kan huske tilbage i Vonsild Fodbold Klub har der den tredje fredag i juni været afholdt VM i Firmafodbold.

Som navnet antyder, var det fra starten et lille lokalt stævne for firmaer i Vonsild og omegn.

-Virksomhederne i Vonsild er heldigvis stadig med, men de har fået selskab af firmaer fra hele Kolding Kommune, hvilket har betydet at vi for første gang nogen sinde har måttet melde alt optaget og oprettet en venteliste, lyder det fra arrangøren.

I årets udgave af stævnet deltager 24 hold fordelt i tre rækker. Det bliver til ca. 250 spillere som der skal findes omklædning, parkering og spilleplads til – og da stævnet skal afvikles inden for tre timer fredag aften, bliver alle baner i Vonsild taget i brug, for at de 53 kampe kan afvikles.

Der deltager som sagt firmaer fra hele Kolding – både produktionsvirksomheder, byggefirmaer, bilfirmaer, forretninger, banker og revisionsfirmaer. Også Kolding Kommune og Kolding Politi har hold med ved stævnet.

Samarbejdet med Vestjysk Bank og en række lokale sponsorer har gjort det muligt, at skabe en festlig ramme om stævnet med øltelt, musik og hoppeborg til børnene.

Vonsild Fodbold Klub håber derfor også, at mange af Vonsilds borgere igen i år vil lægge vejen forbi og tage del i festen og støtte det gode formål – at skabe nogle gode rammer for fodboldspillerne i Vonsild.

Stævnepladsen åbner fredag d. 17. juni fra kl. 17 og kampene afvikles i tidsrummet 18 til 21.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel