Udvikling og gode kolleger er kodeord på Alfa Laval. Allan Tao Bruun fejrer 25 års jubilæum.
Allan Tao Bruun fejrer 25 års jubilæum: Allan Tao Bruun kunne 1. februar fejre sit 25 års jubilæum på Alfa Laval i Kolding, hvor han startede sin karriere den 1. februar 2001. Siden har han haft mange forskellige roller i virksomheden og værdsætter især mulighederne for faglig udvikling og det gode arbejdsmiljø.
Allan Tao Bruun begyndte som salgsingeniør for DACH-landene (Tyskland, Østrig og Schweiz) og har blandt andet ledet supportafdelinger rettet mod Alfa Lavals største kunde Tetra Pak samt de nordiske og tysktalende markeder. Han har også arbejdet som Change Manager på virksomhedens fabrik i Eastbourne, England.
Siden 2008 har han bestridt flere lederstillinger, herunder som Acquisition Manager, Global Dairy Industry Manager, Global Manager for Technical Support og siden 2021 som Head of Optimization HFH Service.
-Jeg har haft mange fagligt udviklende udfordringer i forskellige roller inden for salg og ledelse. Det er mulighederne for udvikling og de gode kolleger, der har fået mig til at blive på Alfa Laval i 25 år. Vi behandler hinanden godt, og det skaber en kultur, hvor det er rart at arbejde, fortæller Allan Tao Bruun i en pressemeddelelse.
I sin nuværende stilling arbejder han med udvikling af løsninger, der hjælper virksomhedskunder med at spare energi i deres produktionsprocesser.
-Den grønne og bæredygtige dimension har altid været vigtig for Alfa Laval, men de seneste tre-fire år er fokus blevet skærpet. Vores kunder ønsker at reducere deres CO2-aftryk ved at spare på vand og strøm, og den proces understøtter vi med energirigtige løsninger, siger Allan, der er 53 år.
Allan bor i Kolding med sin kone og deres to sønner og er i gang med en masteruddannelse i bæredygtig ingeniørvidenskab via online-studier på University of Strathclyde i Glasgow.
-Jeg håber at opnå flere jubilæer på Alfa Laval. Tidlig pension er ikke noget for mig – statsministeren siger jo, at jeg skal arbejde mindst 20 år mere. Jeg trives virkelig godt her og vil fortsætte med at skabe udvikling, siger han.
Jubilæet fejres med brunch for kolleger og familie fredag den 6. februar klokken 9 hos Alfa Laval i Kolding.


