Nu vender Æ Kleinbahn hjem til Rødding.
Æ Kleinbahn vender hjem: Efter nogle år med omskiftelig tilværelse i Gram, hvor Æ Kleinbahn har stået flere steder og ofte har været pakket væk, er det nu besluttet, at det ikoniske tog vender tilbage til Rødding.
Foreningernes Hus glæder sig over at have sikret sig Æ Kleinbahn. Det er det flotte tog og de smukke bygninger, der gennem mange år har bragt glæde til lokalområdet. Toget er købt og vil inden længe blive hentet hjem fra Gram, oplyser Mette Muff i en pressemeddelelse i følge netavisen migogvejen.
Fondsmidler
Købet af banen er kun muligt takket være fondsmidler. Og der søges fortsat yderligere midler til reparation, opførelse og drift af banen. Formanden for Foreningernes Hus, Egon Nissen, fortæller, at de har modtaget 75.000 kroner fra Nordea Fonden og har kunnet købe banen tilbage for 52.500 kroner.
I første omgang vil Æ Kleinbahn blive placeret et sted, hvor det kan fotograferes, registreres og prøvekøres. Over vinteren vil arbejdsgruppen afdække, hvilke reparationer der er nødvendige, så toget igen kan køre og bringe oplevelser til borgere og besøgende i borgmesterhaven ved Rødding Aktivitetshus, hvor banen planlægges placeret udendørs.
-Vi er stolte af, at det er lykkedes at få dette projekt i hus. En særlig tak går til Johannes Spek, der oprindeligt byggede alle husene til banen. Han følger projektet fra sidelinjen og er en vigtig støtteperson med stor viden og erfaring, siger Egon Nissen.
Arbejdsgruppen bag projektet har allerede udarbejdet et funktionsdiagram for at sikre de rette kompetencer i projektets videre forløb.
Målet er, at Æ Kleinbahn igen skal være en del af Rødding fra foråret eller sommeren 2026. Og der lægges op til, at frivillige kan hjælpe med både opsætning og drift af banen.

