Munkensdam-elever var på besøg hos Alfa Laval Kolding.
27 Munkensdam-elever besøgte Alfa Laval: Denne uge fik 27 gymnasieelever fra Munkensdam Gymnasium en unik mulighed for at opleve, hvordan teori omsættes til praksis hos Alfa Laval i Kolding. Besøget var en del af det landsdækkende initiativ Science Day. Her åbner virksomheder dørene for unge og viser, hvordan naturvidenskab og teknologi anvendes i den virkelige verden.
Eleverne blev guidet gennem udviklingen og produktionen af Alfa Lavals hygiejniske pumper, ventiler og tankudstyr. De bruges globalt inden for fødevare- og medicinalindustrien.
-Science Day giver os chancen for at vise de unge, hvordan vores viden omdannes til innovative løsninger, der bidrager til en bæredygtig fremtid. Det er også en dag, hvor vi kan engagere og inspirere næste generation af teknologipionerer, siger Lene Øgendahl, Site Communication & Project Manager hos Alfa Laval Kolding, i en pressemeddelelse.
Lærerne fra Munkensdam Gymnasium havde fokus på betydningen af, at eleverne ser konkret, hvordan fag som matematik, fysik og kemi anvendes i praksis.
-Det giver eleverne en ny forståelse for, at naturvidenskab ikke kun er teori, men værktøjer til at løse virkelige problemer, siger Anders Krogh Thomsen, underviser på gymnasiet.
Dagen bød på oplæg, rundvisninger og fælles frokost, hvor elever og lærere fik mulighed for at stille spørgsmål og netværke med medarbejderne.



