Kolding Netavis

Villy siger ét – og gør noget andet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Birgitte Kragh (V). Pressefoto.

Læserbrev af Eva Kjer Hansen (V), Ndr. Ringvej 68, 6000 Kolding og Birgitte Kragh (V), Hjarupvej 20, 6640 Lunderskov.

Fra starten af har Venstre valgt at være i arbejdstøjet. Med 9 mandater er vi den største gruppe i byrådet og repræsenterer rigtig mange vælgere. Vi gik positivt ind i arbejdet med at lave et fælles arbejdsgrundlag sammen med det røde flertal, ligesom vi valgte at bakke op om skrappe sparekrav, da flertallet sagde, at det var nødvendigt.

På trods af vores konstruktive tilgang er vi ikke blevet inviteret til én eneste uformel drøftelse af budgettet. Hverken af borgmesteren eller af de fire partier i fællesskab.

Så meget for Villy Søvndals ord om det brede samarbejde.

Da Seniorudvalget skulle drøfte besparelser på ældreområdet, bad Villy Søvndal om at få mødet udsat til ugen efter. Det havde vi forståelse for og opfordrede til en snak med hinanden. Svaret fra Villy kom i form af en mail med henvisning til, at vi kunne læse hans forslag i JV lørdag. For Villy var det vigtigere at komme i avisen end at drøfte udfordringen med os.

Men det alvorlige er, at det Villy ville i avisen med, har vist sig at være fiktive besparelser og forbrug af alle reserver. For eksempel vil Villy spare knap 4 mio.kr. på velfærdsteknologi uden at kunne redegøre for, hvordan han når frem til tallet eller hvilken teknologi, han mener, der vil give så stor en gevinst. Statslige midler på 1,6 mio. kr. til sundhedspatienter vil han bare overføre til ældreområdet vel vidende at de vil mangle til sundhedsindsatser.

Da det røde flertals besparelser ikke kan underbygges fagligt er det klart, at vi ikke kan bakke op. Selv i tango er der dansetrin, man skal følge.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel