Skip to main content

Kolding Netavis

Vi skal skabe fællesskaber – ikke siloer

Elo Christoffersen
Iben Lehmann Rasmussen (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), Kolding/byrådsmedlem.

Fredag tog vi første spadestik til GAME Street Hub Kolding i NICOLAI – Danmarks første gårdrum til gadeidræt. Det er en god nyhed for Kolding. Ikke bare fordi et nyt område nu begynder at tage form, men fordi projektet peger på noget endnu vigtigere: hvordan vi som kommune vælger at investere i børn, unge og fællesskaber.

Alt for ofte taler vi om trivsel, deltagelse og fællesskab, som om det kommer af sig selv. Det gør det ikke. Stærke fællesskaber kræver prioritering, politisk vilje og evnen til at arbejde sammen i stedet for at lade opgaver forsvinde ned i hver deres silo.

Netop derfor er GAME Street Hub et vigtigt projekt. Det er blevet til på tværs af syv byrådsudvalg og i samarbejde mellem mange aktører. Sådan bør vi tænke, når det handler om børn og unge. For gode mødesteder, trivsel og deltagelse er ikke kun et kulturspørgsmål, et fritidsspørgsmål eller et socialt spørgsmål. Det er et fælles ansvar.

Når vi skaber steder, hvor børn og unge kan mødes om bevægelse, musik, dans og fællesskab, skaber vi ikke bare aktivitet. Vi skaber også tilhørsforhold, deltagelse og et vigtigt signal om, at børn og unge er værd at investere i.

Det handler om mennesker, og mennesker skal behandles ordentligt. Derfor skal vi skabe rammer, hvor børn og unge kan høre til og opleve, at de er en del af noget større.

Jeg glæder mig til, at GAME Street Hub står klar, og til at se NICOLAI-komplekset få endnu mere liv med et stærkt tilbud til børn og unge.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

TAGGET: