Læserbrev af Vibeke Henriksen (M), Vonsild / byråds- og regionsrådskandidat.
Sagen om 75-årige demensramte Tom Sørensen er desværre et eksempel på, hvordan vores velfærdssystem nogle gange gør mennesker mere ondt end godt. I næsten to år har han siddet på en psykiatrisk afdeling, selvom alle kunne se, at han havde brug for et plejehjem og værdig omsorg.
At en så alvorlig sag udspiller sig her i vores område – og at Kolding Kommune fandt en plejehjemsplads, men aldrig videregav det til politiet, som loven kræver – er rystende. Det peger ikke på onde intentioner, men på et system, der ikke fungerer, som det skal. Når myndigheder ikke samarbejder, går det ud over helt almindelige mennesker.
Det er ikke enkeltpersoner, jeg vil udskamme. Men vi bliver nødt til at turde sige højt, når forvaltningen svigter – for hvis ikke vi lærer af fejlene, gentager vi dem.
Vi skal have et system, der tager ansvar. Et system, hvor viden deles, hvor der samarbejdes, og hvor mennesker behandles med værdighed. At placere en demensramt borger i psykiatrien i næsten to år er ikke værdigt for nogen. Hverken for den demensramte, for personalet eller for familien.
Moderaterne arbejder for sammenhæng, åbenhed og ordentlighed. Det betyder færre barrierer, bedre tværfagligt samarbejde og én indgang for de mest udsatte borgere. Ingen skal ende på en psykiatrisk afdeling, fordi institutioner ikke kan finde ud af at tale sammen.
Denne sag er grotesk. Men den kan også være et vendepunkt. Vi skylder Tom, hans familie og alle andre i lignende situationer at gøre det bedre.
Jeg stiller op for Moderaterne, fordi jeg vil være med til at skabe et system, der sætter mennesket før proceduren – også her i Kolding og hele regionen.
