Kolding Netavis

Vi har alle varme hænder

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Dorthe V. Willumsen, formand for HK Kommunal Sydjylland, Højageren 59, Østbirk, 8700 Horsens.

”Der er brug for flere varme hænder,” hører jeg ofte i debatten om det kommunale og regionale område. Varme hænder tilhører tilsyneladende sygeplejersker, SOSU’er, pædagoger og andre, der arbejder helt tæt på borgeren.

Flere kolde hænder er der selvfølgelig ingen, der efterlyser. Kolde hænder er sådan nogen, der bare sidder og klaprer på et tastatur eller sætter ting ind i et skema. Dem kan vi vel lettere undvære?

Som formand for de kommunalt og regionalt ansatte sydjyske HK’ere kan jeg kun sige: Nej!

Modsætningen mellem kolde og varme hænder er og bliver falsk og misvisende. Den er ærligt talt også fornærmende overfor mine dygtige og samvittighedsfulde medlemmer, som er helt uundværlige på deres arbejdspladser.

Derfor glæder det mig også meget, at den milliard, der er afsat til sundhedsvæsenet i den nye finanslov, er tænkt til fordeling mellem alle faggrupper.

Sandheden er nemlig, at vi alle er en del af en helhed. For at medarbejderne i de helt borgernære funktioner overhovedet kan udføre deres job, har de brug for en kompetent administration i ryggen. Hvordan skulle hjemmehjælperen ellers vide hvem, der har brug for hjælp? Hvem skulle udbetale hendes løn? Hvordan skulle hun skaffe de rette hjælpemidler, så hun ikke slider sig op for tidligt?

De offentlige medarbejdere er indbyrdes afhængige af hinanden ligesom delene i en stor maskine, hvor ingen er mere vigtige end andre. Alle gør, hvad de er bedst til, for sammen at yde den bedste service.

Vi har alle varme hænder og varme hjerter, som vil borgeren det allerbedste.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *