Læserbrev af Gitte Grønbæk (LA), Jordrup/byrådsmedlem.
Byrådet har nu vedtaget regulativet for Vester Nebel Å. Desværre blev det endnu et eksempel på, hvordan beslutninger fjerner sig fra virkeligheden, svækker tilliden til kommunen og øger bureaukratiet.
Et vandløbsregulativ er ikke bare et teknisk dokument – det er en juridisk ramme, som har direkte konsekvenser for lodsejere og deres ejendomme. Derfor skal det bygge på målbare fakta, ikke teoretiske modeller.

Det modelbaserede vandløbsregulativ, som nu er vedtaget, kan hverken efterprøves eller forklares på en måde, som giver borgerne retssikkerhed. Der findes ingen lovhjemmel til et såkaldt “teoretisk skikkelsesregulativ”. Loven kender kun vandføringsevne- og skikkelsesregulativer, som bygger på konkrete opmålinger.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har flere gange fastslået, at regulativer uden faktiske data ikke lever op til vandløbslovens krav. Det burde have været et klart advarselssignal.
Liberal Alliance stemte sammen med Danmarksdemokraterne derfor imod forslaget. Vi ønsker et regulativ, der holder juridisk og praktisk, og som borgerne kan gennemskue og have tillid til.
Kolding Kommune skylder lodsejerne klare, dokumenterbare regler – ikke bureaukratiske beregninger, kun eksperter kan gennemskue.
Tillid bygger på gennemsigtighed. Det mangler i det regulativ, som nu er vedtaget.
