Kolding Netavis

Vejdirektoratet opkøber allerede nu ejendomme for en ny motorvej i 2035

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Ejendommen Kærfort 5 er blevet solgt til vejdirektoratet. Foto: Svend Erik Brodersen.

En måske kommende motorvej har fået Vejdirektoratet til allerede nu, at opkøbe ejendomme.

Vejdirektoratet opkøber nu ejendomme for at give plads til den planlagte og måske kommende Midtjyske Motorvej – eller Hærvejsmotorvejen. Senest er der opkøbt en ejendom ved Stepping, skriver Christiansfeld Avis.

-Det er rigtigt, at vi har opkøbt en ejendom vest for Stepping. Og det er sket ifølge loven om berørte lodsejeres ret til forhånds-ekspropriation, forklarer Michael Larsen, som er landinspektør i Vejdirektoratet.

Ejendommen ligger på adressen Kærfort 15 ved Stepping. Michael Larsen fortæller, at overtagelsen er sket for 2,7 mio. kroner. Ejendommen har et boligareal på 280 kvadratmeter, og er solgt til staten af Nils Jørgen Rasmussen og Gitte Guldberg:

-Det er kun lodsejere med bolig, som direkte berøres af et større statsligt vejanlæg, der kan komme i betragtning ved forhånds- ekspropriering. De har så under visse betingelser mulighed for at søge om forhånds-ekspropriation af deres ejendomme. Og det har ejerne af ejendommen i Stepping benyttet sig af, siger Michael Larsen til Christiansfeld Avis.

Politisk besluttet

Betingelsen for at få en ansøgning om forhånds-ekspropriation gennem systemet er, at linjeføringen af et projekt er politisk besluttet. Og den Midtjyske Motorvej over strækningen i nord fra Give via Billund til Haderslev i syd blev vedtaget af et enigt Folketing ved det såkaldte store trafikforlig i 2021.

-Nu er det ikke alene en politisk besluttet linjeføring, der giver adgang til at søge forhånds-ekspropriation. Også visse personlige forhold skal spille en rolle, fortæller Michael Larsen.

Han oplyser, at der indtil nu er yderligere to ejendomme, som er forhånds-eksprorieret over motorvejsstrækningen fra krydsningen med Esbjergmotorvejen vest for Lunderskov og til tilslutningspunktet til den Den Sønderjyske Motorvej ved Haderslev.

Michael Larsen understreger, at forhånds-ekspropriationerne ikke som sådan betyder, at det planlagte motorvejsprojekt er rykket nærmere. Beslutningen i Folketinget er, at den sydlige del af vejen fra Billund til Haderslev først skal bygges efter 2035:

-Men i politik kan man jo aldrig vide sig helt sikker. Og skulle motorvejen mod forventning alligevel ikke blive til noget, så sælger vi igen de eksproprierede ejendomme. Det betyder, de indtil videre lejes ud, lyder det fra Michael Larsen, Landinspektør i Vejdirektoratet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel