Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), Ejstrup/ formand for Natur Miljø og Klimaudvalget.
Svar til Tobias Jørgensen, Venstre.
“Lad vandløb gøre det, de er skabt til”, siger Tobias Jørgensen. Det kan jeg kun være enig i. Men hvad er vandløb egentlig skabt til?
Vandløb blev skabt i istiden. De blev ikke skabt til landbruget. Tobias har fokus på landbrugets ønsker om at få vand væk fra udpint jord og oversvømmede marker på grund af manglende vandløbsvedligeholdelse. Det er jeg ikke enig i.
Jeg ønsker naturlige snoede vandløb med masser af liv – fisk og vandinsekter omkranset af grønne enge, hvor fugle, og dyr vender tilbage. Min virkelighed er, at jeg bruger masser af tid i arbejdet med Grøn Trepart, hvor vi på grund af alt for mange næringsstoffer i vandmiljøet har fokus på at få landbruget flyttet væk fra ådale, søer, vandløb og kysterne. Der er faktisk afsat 43 mia kr til blandt andet det formål.
Opgravning af vandløb skaber kunstige kanalagtige forhold, med ørkenlignende sandbund uden liv, hvor næringsstoffer hurtigt transporteres til havet, og mulighederne for natur i Ådalen forsvinder.
Lad os ikke løse nutidens og fremtidens udfordringer med fortidens værktøjer – de værktøjer har ført os til de problemer, vi står med. Vi skal bruge de mange penge fra Grøn Trepart klogt, og give de vandløbsnære arealer tilbage til naturen.
